Kuehne+Nagel laver rokade i direktionen.
En dansk profil får ansvaret for vejlogistik, mens kontraktlogistikken også får ny topchef.
Det bliver Søren Schmidt, som i knap ti år stod i spidsen for DSV’s Road-division, der fra 1. maj 2026 indtræder i direktionen hos Kuehne+Nagel med ansvar for vejlogistik.
Han afløser tyske Hansjörg Rodi, der går på pension i sommeren 2026.
– Med udnævnelsen af Søren Schmidt byder Kuehne+Nagel velkommen til en markant skikkelse i logistikbranchen. Samtidig afspejler udnævnelsen af Eduardo Razuck den succesfulde udvikling af stærke ledertalenter internt i Kuehne+Nagel. Begge bringer stor ekspertise og mange års erfaring med sig, og vi er overbeviste om, at de vil fortsætte den positive udvikling af selskabet, udtaler bestyrelsesformand Dr. Joerg Wolle i en pressemeddelelse.
Allerede fra 1. oktober i år tiltræder brasiliansk-italienske Eduardo Razuck som øverste ansvarlig for kontraktlogistik.
Han har siden 2003 haft flere ledende roller i selskabet, senest med ansvar for Nord- og Sydamerika. Han overtager efter Gianfranco Sgro, der søger nye udfordringer som topchef i en anden virksomhed inden for mobilitet.
Kuehne+Nagel fremhæver, at begge udnævnelser sikrer både kontinuitet og fornyelse i selskabets ledelse.