En bevægelse er i gang.
Nye salgstal viser, at elvarebiler i stigende grad finder vej ud på de danske veje.
I august stod el for 29,4 procent af alle nyregistrerede varebiler – en markant fremgang i forhold til blot et år siden.
– Elektrificeringen fylder gradvist mere blandt varebilerne, men den videre udvikling kræver understøttelse i form af incitamenter og gode rammer, udtaler Jonathan Schacht Halling Nielsen, vicedirektør i Mobility Denmark, i en pressemeddelelse.
I alt blev der registreret 1.924 varebiler i august, hvilket er et fald på 2,8 pct. i forhold til samme måned sidste år. Samlet set ligger årets varebilssalg nu 12,1 pct. under niveauet i 2024.
Diesel er stadig dominerende, men med faldende andel, mens benzin og hybrid spiller en marginal rolle.
På lastbilmarkedet ser billedet anderledes ud. Her blev der i august registreret 305 enheder – et fald på 7,3 pct. sammenlignet med sidste år.
I årets første otte måneder er salget dog samlet set steget med 5,4 pct., påvirket af et højt juniniveau før nye emissionskrav trådte i kraft.
Elektrificeringen af lastbiler går langsommere.
I august blev der indregistreret 56 el-lastbiler, svarende til en stigning på godt 22 pct., men de udgør stadig en lille del af markedet. Blandt de lettere N2-lastbiler var el for første gang større end diesel, mens de tunge N3-lastbiler fortsat næsten udelukkende kører på diesel.
– Sidste år var interessen for støttepuljen stor, og det er derfor positivt, at en større del af midlerne bliver afviklet allerede i år. Alligevel er det vigtigt fortsat at undersøge mulighederne for yderligere incitamenter til grøn omstilling af den tunge transport – for der er meget at hente i form af CO2-reduktion, siger Jonathan Schacht Halling Nielsen.
På busmarkedet er billedet mere positivt.
August endte med 57 nyregistreringer – mere end tre gange så mange som året før – selv om det samlede årssalg ligger en anelse under 2024.