Skibet sejler udelukkende på flydende naturgas, LNG, hvilket reducerer udledningen af NOx med 92 procent i forhold til konventionelle skibsmotorer drevet af heavy fuel.
Endvidere elimineres svovludledningen fuldstændig, ligesom udsendelsen af partikler reduceres med 98 procent.
Færgen lagde første gang fra havn i marts 2014, knap et år efter søsætningen af søsterskibet MS Stavangerfjord.
De to færger er verdens første og største cruisefærger, der sejler på LNG. Det gør dem til de mest miljøvenlige af sin slags i verden.
- Kåringen er en anerkendelse af den milliardinvestering, der har ligget bag udviklingen af færgen, siger en glad Gert Balling, der er direktør for Fjord Line Danmark.
- Udviklingen af MS Bergensfjord har kostet 1,2 milliarder kroner. Med en så massiv investering har det stor betydning, at branchen anerkender, at vi har løst udfordringen med de nye svovlkrav, der træder i kraft fra 2015.
Ikke alene er færgen en af de mest miljøvenlige i verden, den giver også passagerne en fantastisk sejloplevelse, fordi den er bygget som et flydende luksushotel.
MS Bergensfjord sejler dagligt på ruterne Hirtshals-Langesund og Hirtshals-Stavanger-Bergen.