23948sdkhjf

Retssag mod besætning går i gang

SYDKOREA. 15 besætningsmedlemmer sidder på anklagebænken for deres skyld i tragisk færgeulykke. Fire risikerer dødsstraf
Sydkorea indleder tirsdag retssagen mod besætningsmedlemmerne, der var om bord på færgen Sewol, der kæntrede i april.

Mere end 300 mennesker menes at have mistet livet i ulykken. Det officielle dødstal er nået op på 292, mens dykkere stadig leder efter 12 savnede personer.

15 medlemmer af besætningen står ansigt til ansigt med anklager, der spænder fra uagtsomhed til drab.

Mødt med "morder"-tilråb

Da kaptajnen, Lee Joon-Seok, trådte ind i retssalen, blev han mødt af "morder"-tilråb fra pårørende til de omkomne.

Sammen med tre andre er han anklaget for "manddrab ved bevidst uagtsomhed" - en anklage, der betyder, at de tiltalte kan dømmes til døden.

De forlod færgen og efterlod passagererne, da skibet kæntrede.

Det er dog usandsynligt, at en dødsdom vil blive gennemført. Sydkorea henrettede sidst en person i 1997, mens 60 dømte stadig sidder på dødsgangen.

11 andre fra besætningen står over for mindre anklager. To af dem risikerer at blive idømt fængsel på livstid.

Ulykken fik den nu tidligere premierminister Chung Hong-Won til at trække sig fra sin post på grund af den langsomme og mangelfulde redningsindsats.

Færgen sank 16. april med blandt andet 339 skoleelever og lærere om bord, og der er ifølge nyhedsbureauet AFP bekymring om, hvor retfærdig retssagen i byen Gwangju vil blive på grund af de mange følelser, tragedien medførte.

/ritzau/Reuters
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078