23948sdkhjf

Containerrekord i Aalborg

Aalborg Havns containerterminal har netop slået en godt to år gammel rekord. Ikke færre end 584 containere (TEU) kom over kajen på et enkelt anløb fra Rotterdam i den forgangne uge - og generelt er aktiviteten stigende.
Aktivitetsniveauet på havnen i Aalborg er stigende, og i sidste uge blev havnens hidtidige rekord fra 2012 eftertrykkeligt slået. Rekorden fra uge 7 i 2012 var på 544 containere (TEU) håndteret på én uge, men fordelt på to skibe på Rotterdam-ruten, og i sidste uge blev 584 containere (TEU) håndteret af et skib på selvsamme feederrute.

- Feederruten til Rotterdam blev etableret for fire år siden, og antallet af håndterede containere er steget kvartal for kvartal i de fire år. I februar i år udvidede vi ruten til to anløb/afgange fra Rotterdam pr. uge, og selvom den samlede mængde containere nu fordeles på to skibe om ugen, har vi alligevel netop slået rekorden for antallet af containere, siger account manager Jesper Skatka fra Aalborg Havn Logistik A/S.

Aktiviteter i hele landsdelen

Antallet af containere til og fra Aalborg Havn giver ikke bare travlhed på havnen, men er også udtryk for et generelt stigende aktivitetsniveau i landsdelen. Jo hurtigere hjulene drejer, jo flere varer skal ind og ud af landsdelen, og det glæder adm. direktør Claus Holstein fra Aalborg Havn A/S:

- Vi ser i øjeblikket en række nøgletal, som peger i positiv retning for regionen. Det gælder blandt andet beskæftigelsestallene, men helt generelt mærker vi et stigende aktivitetsniveau. Det er glædeligt for regionen, siger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08