23948sdkhjf

Bo Skjødts Ferrari-Stralis er altid på farten

Efter knap to år på landevejene i Europa har vognmand Bo Loyd Skjødt kørt en halv million kilometer uden større problemer i sin Iveco Stralis 400 med designelementer fra Ferrari sportsvogne.
Den holder nærmest aldrig stille, for den går fra chauffør til chauffør så vidt det er muligt.

En af landets nok mest kendte lastbiler, vognmand Bo Loyd Skjødts Iveco Stralis med design-elementer fra Ferrari, har efter to år rundet 500.000 km. – uden de store problemer; men den flotte hækspoiler har slået dybe ridser i den endnu flottere Ferrari inspirerede hæk. Det sker, hver gang traileren rammer spoileren ved kørsel over ujævnheder og vejbump.

- Bilen har også fået en skade i forbindelse med lastning af stål, så den skulle lakeres om. Den oprindelige Ferrari-røde farve har maleren desværre ikke kunnet ramme, siger Bo Skjødt.

Det er mange penge, der blev ofret for at få bygget drømme-lastbilen – med en polsk smed, der har været med til at banke det særlige Ferrari-bagstykke ud og en tysk autolakerer, der sleb og polerede for at få den specielle metalrøde lakering.

BLS Transport,. som Bo Skjødts vognmandsfirma hedder, kører faste ruter. Det er som regel for DSV.

Det er altid Bo’s "Ferrari", der henter og bringer gods til og fra Silja Lines Finlands-færger i Stockholm hver weekend.

I hverdagen står det på ture til Belgien og Holland – men det kan også blive til ture til Horsens samt til Englandsbåden i Esbjerg. - Vi kører på helt faste tider, men vi kan selvfølgelig blive forsinkede, hvis vi for eksempel misser en farligt-gods færge, siger Bo Skjødt.

Optimerer bilerne

De andre biler har også meget faste opgaver så som at køre beton til og fra Sverige. Desuden køres der med post i de tidligere morgentimer. Vigtigt er dog vagtskidtet kl. 19 hos DSV i Brøndby.

- Jeg prøver hele tiden at optimere bilerne, så de ikke står stille. Men jeg gør ikke mindst ekstra meget ud af service over for kunderne. Jeg vil gøre en forskel, siger Bo Skjødt, der før livet som vognmand arbejdede som butikschef i Netto.

Han har i dag 11 chauffører ansat, og han gør alt for ikke at presse chaufførerne. Han tager tit selv en tur til Tyskland.

Reglerne skal overholdes

Køre/hviletidsregler står øverst på listen over de emner og forhold, som bare skal være i orden hos BLS Transport.

- Det er fyringsgrundlag at se igennem fingre med reglerne, siger han.

- Den røde Stralis vækker jo opsigt, når den kører på de tyske motorveje. Nogle gange kører jeg med farligt gods-skilte, og så skriger køretøjet jo nærmest til det tyske BAG gods-politi, siger Bo Skjødt.

Flere Iveco’er

Bo’s "Ferrari" er på 500 hk og har teknisk altid været i orden; men brændstofforbruget er lidt højere end på Bo’s ældre sorte Stralis 500. Den har været demobil hos Iveco, inden han fik den i 2008.

- Kan jeg få én af bilerne til at køre 3,2 km/l i stedet for 3 km/l, sparer jeg 40.000 kroner på et år, siger Bo Skjødt.

Inden han fik den Stralis "Ferrari" i april 2012, måtte han vente et halvt år, hvor han havde lejet en gammel slidt Stralis.

Tidligere havde han en Stralis fra 2004 og en fra 2009, som kom i stedet for en ældre Scania 450, han fik i 2001. Den havde kørt som ny hos Roland Munch siden 1998. I dag har vognmandsforretningen også en Volvo FH 460 fra 2011.

- Jeg skal køre et år mere i min røde Stralis, inden den går tilbage til forhandleren ifølge leasingkontrakten; men jeg har dog en klausul. Jeg tager den særlige bagende og mit kænguru-gitteret med mig, siger Bo, som endnu ikke har bestemt sig til, hvilken bil han skal have i stedet.

- Prisen har jo også noget at skulle have sagt, slutter vognmanden.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078