23948sdkhjf

Når sikkerheden vejer tungest

Vognmand Kim Sand Andersen i Kastrup kører mest i det storkøbenhavnske område med meget tæt trafik – derfor er hans bilflåde udstyret med flere kameraer og andet moderne sikkerhedsudstyr.
@KATEGORI:Nomineret 3

@$ID/[No paragraph style]:

Som vognmand kan man formentlig ikke gøre meget mere for trafiksikkerheden end Kim Sand Andersen fra Kastrup på Amager – mest kendt som bare Kim Sand.

Han er en af de seks nominerede til DTL-prisen Årets Transportvirksomhed i år - ikke mindst på grund af sit arbejde med sikkerhed, som ud over trafiksikkerhed også tæller sikkerhed og arbejdsmiljø for de 26 medarbejdere.

Kim Sand har indrettet en del af bilerne med kameraer. Når bilerne blinker forud for en svingning, blinker tillige flere lamper – og der høres en lyd. Samtidig følger chaufføren med på en 17 tommer skærm i førerhuset. Hele sikkerhedspakken er udviklet af Kim Sand og hans medarbejder Carsten Jørgensen.

Den seneste bil er indrettet med kamera, så man altid kan følge især cyklisterne langs med hele bilen.

- Desværre er mange cyklister optaget af alt andet end trafikken med blandt andet musik i ørene eller mobilsamtaler, siger Kim Sand.

Han mener, at et fælles ansvar - og mere opmærksomhed i trafikken - vil gøre en stor forskel.

Virksomheden blev stiftet i 1984 med en enkelt kassevogn, men det udviklede sig hurtigt, da han i 1986 blev tilbudt en bil af Steen Mouritsen fra firmaet Emil Hansen - samt en anbefaling om at melde sig ind i Kjøbenhavns Vognmandslaug.

Fra denne spæde start udgør flåden i dag fire store kassevogne og 19 lastbiler. Kørslen foregår primært i hovedstadsområdet – og Kim kører selv ud på opgaver for at være så tæt på kunderne som muligt. Imens sidder sekretæren hjemme og styrer papirarbejdet.

Ud over vognmandsforretningen har Kim Sand opstartet speditionshåndtering hvor der på lageret håndteres gods for flere kunder, som blandt andet tæller 10 speditører.

Kim Sands biler henter importgods i lufthavnen og distribuerer det til kunder på hele Sjælland - via flere speditører, ligesom der også hentes gods hos speditørerne som indleveres i lufthavnen for videretransport pr. luftfragt.

- Det er ikke mindst luftfragt, som vi har specialiseret os i, fortæller vognmanden.

- Der er ofte tale om temperaturfølsomt gods som medicin og ADR-gods. Det kan typisk også være radioaktiver, blandt andet røntgen-emner, som vi kører på hele Sjælland, i provinsen og i Norge. Kørslen foregår altid i specialindrettede biler.

Han indrømmer, at der har været konkurrenter, der har prøvet at overtage den del af forretningen, men når man ikke har de rigtige folk med de rigtige uddannelser og de rigtige tilladelser, så bliver det dyrt, forsikrer han.

Uddannelserne sker her i samarbejde med sikkerheds-rådgivningsfirmaet DGM.

Tilladelse fra Trafikstyrelsen

Kørsel med flyfragt kræver også en tilladelse fra Trafikstyrelsen – det tidligere Statens Luftfarts Væsen (SLV).

Ellers er det kunderne, der stiller kravene. Chaufførerne er også specialuddannede efter DGR-bestemmelserne for farligt gods og GDP, der står for Good Distribution Practice.

- Vores kørsel for Chr. Hansen betyder, at vi også skal være godkendt af Fødevarestyrelsen og Korn- og Foderstofstyrelsen, tilføjer Kim Sand.

Kan følge godset

Vognmanden kører med Carrier-kølemaskiner, som holdes i orden af Dansk Køleservice i Greve med service en gang om året efter princippet "Linked-All-In." Det betyder, at man altid kan følge godset og vide, hvor det befinder sig. Man kan også printe temperaturudskrifter ud efter forespørgsel fra speditørerne.

Denne service bruges især til Novo Nordisk, som Kim Sand dagligt kører for via flere større speditører. Her stilles store krav til tidsterminer og temperaturstyring.

Flere kunder booker online til Kim Sand, så de ikke behøver at ringe ved hver opgave.

Helt vigtigt er, at man overholder aftaler og kommer til tiden. Samtidig skal bilerne være rene, og medarbejderne skal være præsentable og optræde professionelt. Det er med til at skabe et godt ry for firmaet.

Skade Stop

Firmaet er også med i Codan Forsikrings "skade stop" ordning, hvor der holdes møder mellem Kim Sand og medarbejdere. Her drøftes i detaljer, når der er sket en skade, så alle kan lære af det - for at forhindre lignende skader fremover.

Kim Sands sikkerhedsarbejde omfatter også maksimal hastighed på 85 km/t gennem hastighedsbegrænsning samt stop/start system, hvor motoren går ud efter tre minutter.

Ud over trafiksikkerhed ved at nedsætte farten er der også den positive sideeffekt, at der spares op mod fem procent brændstof – og det betyder meget for økonomien med så mange biler,

Der kan spares

- Det er vigtigt at finde de få steder, der kan spares penge - så er det en god ting, at der kan spares på brændstoffet, som han udtrykker det.

Den sikkerhedsmæssige aktivitet kan også ses på gårdspladsen, hvor Kim Sand sammen med Laugets tidligere formand Niels Erik Nielsen for fire år siden fik tegnet en spejlbane op, så chaufførerne hele tiden kan tjekke spejlenes placering – en bane, han også tilbyder kolleger i branchen. Men ingen har dog taget imod tilbuddet endnu.

Sammen med Lauget og DTL er Kim Sand også aktiv i kampagnen Trafiksikkerhed i Øjenhøjde, der går ud på at lære skoleelever om lastbiler. Endvidere er der på alle trailere påsat blitzblink og bakalarm, så man både kan se og høre, når traileren bakker. Denne aktivitet køres lige nu også på forsøgsbasis på kassevognene og forvogne.

Vognmandsbranchen har været hårdt ramt efter finanskrisens indtog, men Kim Sand har klaret udfordringerne. Et par biler er blevet solgt fra – men nu går det bedre igen, selv om han mere taler om stagnation end fremgang. Luftfragten ligger i samme leje som tidligere.

- Der er noget at se til nogle dage, mens der andre dage ikke er meget at bestille, siger han.

- Før var januar og februar dårlige, men så kom arbejdet i gang i marts og april. I år er der stadig stilstand. Jeg tror det handler om, at folk ikke tør bruge penge. De er ikke indstillet på at låne penge til forbrug i banken. De ved ikke, om banken er der i morgen, konkluderer Kim Sand.

Lidt hygge og nostalgi bliver der plads til. Kim Sand har i nogle år haft to gamle, men total-renoverede Volvoer i stalden – en 485 fra 1960 og en F88 fra 1973.

Nyeste er en lille Volvo 445 pick up fra 1959, der lige er blevet klar. Den er naturligvis malet i firmaets sort/hvide farver.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094