Politiske sejre skal udnyttes
DTL skaffer virkelig mange politiske sejre, men det tager nogle vognmænd åbenbart som en selvfølge. De føler ingen grund til at vise deres tilfredshed ved at bakke op om organisationen, skriver Transportmagasinets erhvervspolitiske kommkentator.
DTL kan stadig tære på formuen fra salget af Vognmændenes Hus på Gammel Torv i København, men psykologisk - og af hensyn til selvtilliden - vil det ikke være så dårligt med lidt frisk kapital i form af øgede kontingentindtægter.
Situationen bliver ikke bedre af, at den tabte medlemsflok ikke alene kan henføres til konkurser, fusioner eller virksomhedsophør. Mere end 100 aktive virksomheder har annonceret et farvel og tak med virkning fra den officielle udmeldelsesdato 1. juli. Flere af dem er forholdsvis store virksomheder.
Hvervekampagne
Samtidig må DTL konstatere, at antallet af nye medlemmer ikke når et omfang, der tilnærmelsesvis er i stand til at vende den negative kurve.
Der er altså kun én ting at gøre: Skaffe nye medlemmer - helst mange. Derfor har DTL iværksat en landsdækkende kampagne med det ambitiøse mål er at øge medlemsskaren med netto 250 nye transportvirksomheder.
I et forsøg på at sælge varen har DTL-direktør Erik Østergaard været ude med en "pep talk" til de lokale formænd og andre, som kan forventes at være gode sælgere.
Direktøren når nærmest op i olympiske konkurrencehøjder med sit tilsagn om, at "DTL fortsat vil kæmpe for hver centimeter, hvert ton, hvert minut og hver krone." Engagementet fejlede bestemt ikke noget, da han følte sig nødsaget til at forsvare, at den nye totalvægt på 56 ton koster på tolerancegrænsen for overvægt.
Svært at sælge
Alligevel er det vanskeligt at sælge politiske resultater, som flere gange er opnået i et samarbejde med andre organisationer.
Flere vognmænd er ikke helt tilfredse med, at DTL danner så tæt parløb med fagforeningen 3F. Nogle mener, at der bruges for mange ressourcer i kampen mod social dumping, og at der satses lidt for meget på vognmænd, som kører indenrigs.
Internationalt orienterede vognmandsvirksomheder føler sig ikke hjemme i DTL. De foretrækker at samarbejde med ligesindede i forskellige netværk, og det er ikke altid ensbetydende med et organisatorisk ståsted.
Så er der gruppen, som kynisk udnytter de erhvervspolitiske sejre. De føler ingen grund til at betale for noget, som de alligevel får gratis. Det er spild af gode kræfter at forsøge at få den slags vognmænd ind i medlemsfolden.
Ikke som farfar
Værre er, at medlemmerne af en vognmandsforening tilhører en uddøende race. Yngre vognmænd har ikke altid samme veneration for den lokale vognmandsforening som deres far eller farfar.
Gode tilbud kan fås andre steder, og i den travle hverdag er der ikke megen plads til et foreningsliv. Derfor fravælges den lokale forening og DTL.
DTL har givet sig selv en sator udfordring, men den er nødvendig. Der er al grund til at krydse fingre for DTLs jagt på nye medlemmer.
