23948sdkhjf

Verdens største containerskib lægger til ved Langelinje

A.P. Møller-Mærsk inviterer danskerne om bord på verdens største containerskib, der døbes af kronprinsessen.
Verdens største containerskib lægger natten til mandag til kaj ved Langelinie i København.

Skibet er det andet i en serie på 20 såkaldte Triple-E skibe, som den danske rederigigant har bestilt på et koreansk værft. Det første Triple-E skib, der blev døbt "Mærsk Mc-Kinney Møller", er i rutefart og kunne i august ses sejle under Storebæltsbroen.

Containerskibet ved Langelinje, der er 400 meter langt, 59 meter bredt og 73 meter højt, kommer sejlende fra Gdansk.

Det vil fremover sejle mellem Europa og Asien, hvor det vil anløbe 14 havne, herunder Aarhus, hvorfra en væsentlig del af Danmarks landbrugseksport udskibes.

Og når A.P. Møller-Mærsk åbner skibet for offentligheden senere på ugen, er det også for at give et indblik i containerskibenes rolle.

- Med arrangementet ønsker vi ikke blot at vise skibet frem for skibsinteresserede, men at give et indblik i containerskibets centrale rolle i verdenshandlen, når der hver dag bringes millioner af varer på tværs af verdenshavene. Varer, som vi alle tager for givet i hverdagen, siger Morten Engelstoft, der er chief operation officer i Maersk Line.

Skibet åbnes for offentligheden på onsdag klokken 13. Det sker, efter at kronprinsesse Mary har døbt skibet ved en ceremoni mellem klokken 10 og 12.

Selve skibsdåben vil publikum kunne overvære fra en del af det 12.000 kvadratmeter store udstillingsområde på kajen.

Selve besøget på skibet kræver hele 16 etagers gang op og ned ad trapper. Til gengæld bringer det den besøgende op i 50 meters højde til et kig ud over København fra vandsiden.

I udstillingsområdet kan besøgende prøve kræfter med at styre det store skib i en simulator, få indsigt i livet som søfarende og i, hvad der transporteres rundt i containere på verdenshavene.

Det er gratis at besøge skib og udstillingsområde, der er åbent for offentligheden mellem den i tidsrummet klokken 10-19. Billetter skal bestilles på Billetnet.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094