23948sdkhjf

Udsigt til nyt makkerpar i DTL

Der tegner sig en spændende kombination mellem fynboen og sønderjyden, når der skal skiftes ud på topposterne i bestyrelsen.
Om et år kan der ske spændende ting i DTLs bestyrelse. Valg af Martin Danielsen som ny formand efter Jørgen Egeskov er temmelig sikkert, men hvem skal være næstformand? Et interessant og særdeles kvalificeret bud er Ole Bang Jensen fra Haderslev.

Den lille terrier, som DTLs tidligere formand Kaj Nielsen venskabeligt kaldte ham på DTLs generalforsamling, kan bestyrelse slet ikke undvære. De meget rosende ord kom som et noget overraskende supplement til anbefalingen af at stemme på den gamle formands protegé fra Langeskov. Nu fik begge kandidater samme gode opbakning og de højeste stemmetal.

Kaj Nielsen vidste godt, hvad han gjorde, da han også markedsførte sin gode sønderjyske ven. Han ville have ham placeret i et kommende formandskab med Martin Danielsen. Den gamle organisationspolitiske ræv kender de tråde, der skal trækkes i, for at nå et bestemt mål.

Under alle omstændigheder kan der blive tale om en spændende kombination. Den universitetsuddannede Martin Danielsen (cand. merc. fra Odense Universitet) har allerede smidt noget af den tidligere lidt ydmygende holdning fra sig. I sit indlæg på generalforsamlingen om, hvordan der arbejdes i DTLs maskinrum, viste han gode tegn på et formandspotentiale.

Sønderjysk markedsføring

Den charmerende sønderjyde Ole Bang, som er udlært landbrugs- og bygningssmed, har et medfødt talent for at markedsføre sig selv på en troværdig måde.

Han har en fabelagtig evne til at synliggøre vognmændenes holdninger på TV Syd, i Radio Syd og i andre af grænselandets medier. Her forstår de nemlig hans sønderjyske dialekt i modsætning til "københavnerne" på Grønningen. Han er også god til medarbejderpleje.

Som det eneste bestyrelsesmedlem opsøger han personligt medarbejderne for at give håndtryk og sige pænt go"dag, når han kommer til møde. Han kender betydning af, at der bliver sat ansigt på dem, man tale med i telefonen.

Ole Ban g er også det eneste bestyrelsesmedlem, som har anvendt sin lastbil som transportmiddel for at komme til og fra Grønningen.

Han havde nemlig sikret sig en kørselsopgave både på ud- og hjemturen. Et bestyrelsesmøde kunne efter hans opfattelse lige så godt suppleres med indtjening af en fornuftig dagløn for kørsel.

Ole Bang har evnen til at tale i overskrifter, når han fremfører vognmændenes synspunkter. Han fremfører sine meninger uden omsvøb, og de altid præget af en hel del snusfornuft. Han brænder for sagen og kender vognmændenes tankegang. Og han siger aldrig noget ondt om nogen. Heller ikke på tomandshånd, og det er vist en sjældenhed i vognmandskredse.

Han er han også god til at bide i haserne, hvis nogle fører sig for meget frem. DTLs adm. direktør går heller ikke fri for sønderjysk kritik, hvis Ole Bang finder det nødvendigt. På generalforsamlingen afviste han klart, at det var direktøren, der bestemmer det hele i DTL – som nogle påstår. Bestyrelsens ord er stadigt det, der gælder.

Vil også

være politiker

Ole Bang er prototypen af en ægte DTL-vognmand, selv om han bor i betænkelig nærhed af ITD-territoriet. Med sine to lastbiler, fast kørsel af fiskefoder og lidt salg af grus er han heller ikke er det mest oplagte ITD-medlem. For ham er der heller ingen økonomisk kontingentgevinst ved et dobbelt medlemskab. Den slags "fraternisering med fjenden" overlader han trygt til Jørgen Egeskov og Martin Danielsen.

Det irriterer Ole Bang, at det er lykkedes ITD at få gaflet Ribe Amts Vognmandsforeningen til sig. Han er dog overbevist om, at mange af de frafaldne medlemmer vender tilbage til DTL-folden, når de får tænkt sig lidt bedre om. Hans optimistiske gener fejler ikke noget.

Med sine 62 år er Ole Bang efter den uofficielle vognmandstatistik for erfaring og visdom i sin bedste alder. Han føler sig bestemt heller ikke for gammel til at kaste sig over nye udfordringer. Derfor stiller han op til efterårets kommunalvalg i Haderslev for Venstre. Der er altså nogle ting, som han gerne vil have lavet om. Derfor vil han sidde ved beslutningstagernes bord.

Ole Bang kender gud og hver mand i Haderslev og omegn. Hans valg burde være sikkert.

Forhåbentligt skal al krudtet ikke fyres af på det lokalpolitiske arbejde i Haderslev. Også pressemæssigt vil DTL have stor gavn af en næstformand, som evner kunsten at brænde gennem i medierne. Han kan blive et stærkt kort i vognmændenes kamp for at blive hørt af offentligheden. Og det er bestemt ikke noget minus, at det sker med sønderjysk dialekt.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078