23948sdkhjf

Danske rederier i havsnød

Den internationale økonomiske krise gør ondt på de danske rederier, der kæmper med milliardunderskud.
De danske rederier kæmper i øjeblikket med at holde virksomhederne oven vande. Og det ser ikke ud til, at det bliver bedre lige foreløbigt, skriver Berlingske.

- Det, som foregår i shippingmarkederne i øjeblikket, er absolut alvorligt.

- Det kræver, at vi bruger megen energi på at vende hver eneste sten, siger administrerende direktør Jan Kastrup-Nielsen fra rederiet J. Lauritzen, der er blandt de hårdt pressede rederier, til Berlingske.

Store underskud

Det er blandt andet den globale økonomiske krise, der tærer på branchen. Krisen har betydet et mindre behov for søfragt, og samtidig har mange nye skibe været med til at presse raterne ned, skriver avisen.

Bankerne tog allerede sidste år kontrol med rederiet Torm, der siden 2009 har haft et samlet underskud på over 6,6 milliarder kroner. Og også Clipper og J. Lauritzen er ramt af milliardtab og har fået tilført store summer fra ejerne for at styrke egenkapitalen.

Maersk Tankers har lidt af et samlet underskud i løbet af krisen på mere end 4,6 milliarder kroner, men kan trøste sig ved at have A.P. Møller - Mærsk i ryggen.

Vender tidligst i 2016

Det tyder på, at rederierne går flere hårde år i møde. Selv set med positive øjne begynder markedet først at vende omkring 2016.

- Jo længere krisen trækker ud, jo mere trækker den på rederiernes egenkapital. Jeg vil ikke være for pessimistisk, men der er stadig nogle svære år forude, siger Henrik Sornn-Friese, lektor ved CBS og leder for det maritime uddannelsescenter på CBS, til avisen.

Chefanalytiker Peter Sand ved den internationale shippingorganisation Bimco er enig i, at rederierne må væbne sig med tålmodighed, og han forudser, at flere rederier vil gå i betalingsstandsning i de kommende år.

Af landets seks største rederier er det kun Maersk Line og D/S Norden, der samlet set har haft overskud, siden den globale krise for alvor brød ud i 2009.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062