Det skriver Fagbladet 3F.
Gennem længere tid har arbejdsgiverne, arbejdstagerne og politikerne diskuteret kravet om praktikpladser på den faste forbindelse til Femern. Nu skærer bygherren igennem og rejser kravet over for de udvalgte entreprenører, der skal byde på de fire store byggekontrakter på mellem fem og 10 milliarder kroner stykket.
- Vi vil stille klare krav til både de danske og udenlandske entreprenører på forhånd i kontrakterne. Der bliver ikke tale om frivillige aftaler, men om specifikke krav på alle de områder, hvor der med rimelighed kan ansættes lærlinge, siger administrerende direktør Claus Baunkjær fra Femern A/S.
Ifølge direktøren skal elev-regnskabet gøres op hver eneste måned for at sikre, at der oprettes de godkendte og reelle lærlingeforløb.
Formanden for Byggegruppen i 3F er tilfreds med det nye udspil fra Femern A/S:
- Det har gennem tiden vist sig at være opgave af en vis sværhedsgrad for entreprenører at bidrage med lærlingepladser. Derfor hilser vi med stor tilfredshed udspillet og den klare melding om, at de interesserede entreprenører på et tidligt tidspunkt får klar besked om kravene, siger Peter Hougård Nielsen.