23948sdkhjf

Vognmandsfirma i en forrygende udvikling

Vognmandsfirmaet M. Larsen har en glorværdig historie som lokal vognmand siden 1947. Firmaet er støt og roligt vækst til sin nuværende position med 250 lastbiler og 450 medarbejdere.
De største kernekompetencer for vognmandsfirmaet M. Larsen har altid været - og er stadig - indsamling og transport af affald.

Der bruges store resurser på kommunale opgaver, som dagrenovation, haveaffald og storskald. Derfor er den primære del af personale og biler beskæftiget med indsamlingsordninger for private og offentlige kunder.

I 1995 overtog Claus Barslund chefstolen efter sin morfar, Morten Larsen. Siden har firmaet oplevet større og større vækst.

Som ganske ung havde Claus Barslund ingen egentlig plan om at blive vognmand. Derimod var hans største ønske at blive landmand.

Skæbnen ville det anderledes. Da han, efter et længere studieophold hos landmænd i Australien vendte tilbage til Danmark, opfordrede morfar ham til at køre forretningen i Brøndbyøster videre. Morfaren havde godt nok to døtre, men da ingen af dem havde lyst til at satse fremtiden i vognmandsfaget, fik barnebarnet Claus Barslund tilbuddet.

Der blev indgået en fælles aftale parterne imellem om at Claus Barslund skulle prøve om det var noget for ham.

- Det var i januar 1990 og da morfar og jeg faktisk havde det godt sammen, og han bakkede mig 100 procent op, begyndte jeg straks som chauffør på en af de daværende 14 biler, husker Claus Barslund.

Efterfølgende blev der lagt en femårs plan for et generationsskifte. Fat undgå enhver misforståelse med resten af familien, blev planen gennemgået af juridiske eksperter.

Styrke og svagheder

Efter at have fungeret som chauffør de følgende år, satte Claus Barslund sig i chefstolen i 1995 og skiftede tilværelse til administrativ medarbejder, nærmere betegnet som selvlært adm. direktør.

Med hensyn til udviklingen de følgende år, havde Claus Barslund et øje på hver finger. Men på grund af firmaets konstante vækst blev han simpelthen nødt til at delegere jobs ud til afdelingsledere og kørselsdisponenter.

- I dag fungerer en del af administrationen ved at hver disponent har ansvaret for sin egen underafdeling. Eksempelvis styrer disponenten, som er ansvarlig for ophalerbilernes aktiviteter den del af firmaet arbejdsopgaver, som om det var hans egen forretning.

Claus Barslund er eneansvarlig for investeringer i det kørende materiel, opkøb af virksomheder, ligesom han lægger store resurser i tilbudsgivning. Derfor er en stor tid af hans arbejdsdag optaget bag skrivebordet i hovedafdelingen på Vibeholmsvej i Brøndby, hvor virksomheden i øvrigt er vokset ud af sine fysiske rammer for længe siden.

Blandet vognpark

Eftersom firmaet udfører stort set alle transportopgaver, er vognparken repræsenteret med alle opbygninger med relation til affald. Det vil sige, at man eksempelvis udover komprimatorbiler, wirehejsbiler, biler med kroghejs og kranbiler råder over mere almindelige lastbiler som trækkere og påhængskøretøjer.

Hvad angår de trækkende enheder, består de primært af tre mærker, Scania, Mercedes-Benz og DAF. Det forklarer Claus Barslund med at de krav, der stilles til dagens udbud, som firmaet byder på er fyldt godt op med betingelser og krav.

- Det er krav som eksempelvis lave adgangsforhold til førerhuset og optimale udsigtsforhold til den øvrige trafik, siger Claus.

- Der er ikke tale om, at vi er forlovet med de tre mærker.

Servicekontrakter

Vedligeholdelse og reparation af vognparken er udelukkende baseret på servicekontrakter med de pågældende lastbilmærkers og opbyggeres værksteder.

- Det kan da godt være at vi kunne spare penge ved at have eget værksted. Men fordi egen værkstedsdrift vil være et problem med de forskellige lastbilmærker og opbygninger, vi kører med, har vi valgt at overlade de opgaver – og det medfølgende ansvar - til kompetente værksteder.

- Samtidig får vi mere tid til det, vi er bedst til, nemlig at håndtere affald vurderer Claus Barslund.

- Det er ikke usædvanligt, at jeg tager chaufførerne med på råd, når der købes nye lastbiler.

Fremsynet

Da kommune-sammenlægningerne begyndte at røre på sig, kunne Claus Barslund meget nemt regne ud, at med de kommuner som var tilbage, blev der ikke plads til det samme antal affaldstransportører, som hidtil.

I den sammenhæng havde firmaets ledergruppe en tanke om, at der blev plads til omkring 20 transportører.

- Det tal har dog vist sig, at være noget for højt, siger han.

- I realiteten er der nu kun mellem seks og otte deciderede affaldstransportører tilbage på landsplan. Mellem os er en der stenhård konkurrence. Den er hårdere end nogensinde.

- Nogle konkurrenter har en anderledes ejerstruktur end vores. Blandt andet er nogle ejet af kapitalfonde, som er meget vækstorienterede og derfor satser højt på øgede markedsandele, baseret på lave priser, beklager Claus Barslund.

Store investeringer

Claus Barslund lægger ikke skjul på, at der er en vis risiko forbundet med konkurrencen, som er baseret på licitationer, der typisk strækker sig over perioder på fire-fem år.

En af de helt store licitationer, hvori firmaet trak det længste strå, var dagrenovationskørsel i dele af København. På den materielle front blev der investeret i 30 nye komprimatorbiler til i alt 36 millioner kroner.

- I et sådan tilfælde rejser der sig et spørgsmål. Vil man være med eller ikke?

- Desuden skal der tages hensyn til en andet spørgsmål: Hvad skal der gøres med bilerne, hvis man ikke genvinder licitationen, når den er i udbud næste gang?

- Jo, denne branche forbundet med økonomisk risiko, vurderer den kun 44 år gamle adm. direktør for M. Larsen Vognmandsfirma.

Andre områder

M. Larsen Vognmandsfirma betragter ingen opgaver for små, ej heller for store.

Derfor er man begyndt at bevæge sig ind på andre områder, som da Claus Barslunds købte Kim Christensens vognmandsforretning i Skjern. Udover egen grusgravdrift beskæftiger vognmandsforretning i Vestjylland 20 lastbiler indenfor bygge- og anlægsbranchen. Derudover tilbydes udlejning af containere og slamsugning.

Grænseløs udvikling

Skønt firmaet har opnået en anseelig størrelse de seneste 20 år, betyder det ikke at Claus Barslund har tænkt sig at stoppe her.

- Størrelse i sig selv er intet mål. Man skal dog have en kapacitet, som er stor nok til at kunne udføre de kommunale opgaver, som er til stede, og de der kommer i udbud senere. Det mål har vi allerede opnået.

Med hensyn til videreudvikling må vi nok erkende, at tiden taler for at firmaets nuværende størrelse forbliver intakt i en lang årrække, mener Claus Barslund, der slutter med følgende anerkendelse til medarbejderne.

- Man skal lige huske på, at firmaets succes ikke kun skyldes indsats fra de administrative medarbejdere.

- Uden flotte indsatser fra chauffører og renovationsmedarbejdere var Vognmandsfirmaet M. Larsen aldrig nået så langt, som tilfældet er. Det må man aldtig glemme at påskønne.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079