23948sdkhjf

Advokaten har ordet

Månedens nyheder fra advokaten december 2012. Denne gang om julefrokoster og strejkeret. Også spørgsmål ombarns første sygedag og løn under sygdom.
Arbejdsskade til julefrokost

Er tilskadekomst under julefrokosten en arbejdsskade?

Ja, det er det som altovervejende udgangspunkt.

En medarbejder, der kommer til skade under arbejdet, har ret til erstatning efter arbejdsskadesikringsloven. Det kræver dog, at der er tale om en ulykke, som er en følge af arbejdet.

Hvis der er tale om et firmaarrangement, vil det normalt også være en del af arbejdet. Dette gælder også, selvom deltagelse i julefrokosten er frivillig, og selvom der ikke betales løn under julefrokosten. Det kræver dog, at julefrokosten er en officiel fest, der er arrangeret eller støttet af arbejdsgiveren. Kollegaers privat arrangerede julefrokoster, som arbejdsgiveren ikke er blandet ind i, vil ikke være omfattet.

Der er kun tale om en arbejdsskade, hvis ulykken sker under den officielle del af julefrokosten. Det er ikke en arbejdsskade, hvis ulykken sker mens kollegaer går videre i byen efter julefrokostens afslutning.

Kan vi lære af Vejlegårdskonflikten?

Strejke for at få overenskomst var lovlig, selvom virksomheden er dækket af overenskomst.

Arbejdsretten har netop fastslået, at 3F lovligt kunne strejke til fordel for et overenskomstkrav, selvom den pågældende virksomhed havde indgået kollektiv overenskomst med Kristelig Fagforening. Derved kan 3F og andre forbund fortsætte konflikten mod Restaurant Vejlegården for at få en overenskomst.

Dommen er helt i overensstemmelse med den hidtidige praksis fra Arbejdsretten. En fagforening kan lovligt konflikte til fordel for et overenskomstkrav, selvom virksomheden i forvejen er dækket af en overenskomst med et andet forbund. Denne konfliktret gælder som udgangspunkt kun, hvis de to forbund ikke er medlem af den samme hovedorganisation, som f.eks. LO. Da Kristelig Fagforening og 3F ikke er medlem af den samme hovedorganisation, kan 3F lovligt strejke mv. mod Restaurant Vejlegården til fordel for en overenskomst, ligesom andre forbund kan støtte denne strejke ved sympatikonflikter.

* Dommen viser, at en virksomhed ikke er beskyttet mod et overenskomstkrav ved at indgå en overenskomst med et andet forbund, medmindre begge forbund er medlem af samme hovedorganisation.

Spørgsmål & Svar

Spørgsmål: Er retten til barnets første sygedag den første sygedag for barnet eller den første arbejdsdag?

Svar: Svaret afhænger i første omgang af den gældende overenskomst eller den indgåede aftale om barns første sygedag. Udgangspunktet er dog, at det er den dag, hvor barnet bliver syg og ikke den første arbejdsdag, hvor barnet er sygt. Men ordlyden af den gældende overenskomst eller den indgåede aftale kan give et andet resultat.

Spørgsmål & Svar

Spørgsmål: Har alle medarbejdere krav på løn under sygdom?

Svar: Nej, ikke alle medarbejdere har krav på løn under sygdom.

Medarbejdere omfattet af funktionærloven har krav på fuld løn under sygdom. For andre medarbejdere afhænger det af, om der er en overenskomst, der giver ret til løn under sygdom, eller om det konkret er aftalt i ansættelsesforholdet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064