Michael Lassen Schmidt er netop fyldt 57 år. Han er uddannet ingeniør og bor privat ved Mariager.
Han kommer fra en stilling som adm. direktør hos A/S Chr. Boldsen i Randers og har tidligere siddet mange år i samme stilling ved Desmi Danmark A/S i Nørresundby. Virksomheden fremstiller og servicerer pumper og pumpesystemer primært til miljø- og forsyningsbranchen.
Erfaring i ledelse og salgDet var Michael Lassen Schmidts mangeårige erfaring indenfor ledelse og fine resultater indenfor salg af produkter og serviceydelser, der fik SAWOs bestyrelse til at slå til.
- Hans helt klare opgave bliver at øge SAWOs markedsandel væsentligt indenfor salg af produkter og serviceydelser, fortæller Ivan Chrost.
Fokuserede på serviceMichael Lassen Schmidt har arbejdet 13 år i Desmi A/S - de seneste fem år som adm. direktør for datterselskabet Desmi Danmark.
- Virksomheden har en opbygning som SAWO med et hovedkontor og en række decentrale værksteder, der tager sig af service og reparation, fortæller Michael Lassen Schmidt.
- Det, vi især fokuserede på var vores servicedel. Vi fik opbygget et stærkt servicenet, hvor op til 70 procent af vores service blev udført på faste kontrakter med kunderne.
- Det er noget af det, vi også skal arbejde med hos SAWO. Vi skal arbejde mere med faste serviceaftaler med vognmændene. Logikken er indlysende. Driftsstop er dyre og skal undgås. Det kan man med faste aftaler om service. Hellere komme ud til kunden for at udføre et serviceeftersyn i stedet for at hjælpe til ved et nedbrud.
- Det er en udvidelse af, hvad SAWO gør i forvejen. Service er et af de områder, vi har arbejdet intenst med. Nu skal det videreudvikles. Det er et af de områder, vi kan differentiere os på.
Kendte SAWOMichael Lassen Schmidt kendte udmærket SAWO fra sine tidligere jobs. En del af servicebilerne hos Desmi Danmark A/S er udstyret med små Hiab-kraner, som blev købt hos SAWO. Også en del kranerne på Desmis udstyr til olieforureningsbekæmpelse var af Hiab-fabrikat.
Grossistbranchen bruger i høj grad Hiab-kraner på deres lastbiler.
Ny dagsordenLigesom grossistbranchen er transportbranchen hårdt ramt af krisen.
- Finanskrisen i 2008-2009 ramte alle. Det er en ny dagsorden, man arbejder ud fra i dag. I den forbindelse er det glædeligt, at SAWO er kommet ud af de røde tal og har løftet sig op. Der er et godt fundament, at arbejde videre med, siger Michael Lassen Schmidt, som ikke kan vente til at komme i gang.
- SAWO har en stor og stærk position på opbygger- og kranmarkedet. Det er spændende at få lov at være med til at præge udviklingen. Jeg kan virkelig se mange muligheder.
Ingen ændringer siger Ivan ChrostMichael Lassen Schmidts tiltræden betyder ingen ændringer i SAWOs øvrige direktion, som også tæller Flemming Christensen (aktionær og ejer), Ivan Chrost (direktør og bestyrelsesmedlem) og Michael G. Hansen, der er SAWOs økonomichef.
- vi kommer nu tilbage til en mere normal situation. Vi har ikke haft en adm. direktør i halvandet år. Det har været en hård tid for os alle. Derfor er vi glade for, at der er kommet en, som vi virkelig tror på vil kunne løfte nogle af de store opgaver, der ligger og venter.
- Jeg er meget sikker på, at Michael er den rette mand for SAWO. Både hans sjæl og sind passer til os. Og så er det også vigtigt, at han bor i nærheden af hovedkontoret. Selv om han får mange rejsedage, betyder en nærhed til hovedkontoret meget, mener jeg. SAWO er Danmarks førende leverandører til transport- og entreprenørbranchen. Der er ansat mere end 200 medarbejdere i SAWOs 11 afdelinger fordelt over hele landet.