Ifølge opgørelsen ryger hele 25 procent af de ansatte i transportbranchen hver dag. Det er typisk ansatte, der hver dag kører bus, lastbil eller taxa, skriver DR Nyhederne, som har offentliggjort dele af undersøgelsen.
- Kræftformer som lungekræft, kræft i bugspytkirtlen, blærer, nyre og strube er der mellem 10 og 30 procent større risiko for at få i vores branche, forklarer Kjeld Hougaard Jensen fra 3Fs Transportgruppe.
- Det er ikke kun rygningen, der er er skyld i de mange kræfttilfælde. Det skyldes også partikler fra udstødning, som de indånder hver eneste dag.
RygestopKræftens Bekæmpelse vil bruge undersøgelsen til at målrette rygestopkampagnerne mere præcist. Det er nemlig ikke kun transportbranchen, der pulser løs.
I hotel- og restaurationsbranchen ryger 23 procent hver dag, det samme gør de ansatte inden for bygge/anlæg.
- Det er ikke voldsomt overraskende for os, at disse brancher har rigtig mange rygere, men vi kan bruge det her til at målrette indsatsen mod rygning endnu bedre, siger projektchef for sundhedsfremme på arbejdspladser, overlæge Inge Haunstrup Clemmensen til DR Nyhederne.
På duksepladsen finder man land- og skovbrug, hvor kun 8 procent ryger hver dag.