23948sdkhjf

Gaffeltruckvirksomhed med mod og holdninger

E-l-m Kragelund A/S er ikke alene markedsførende inden for produktion af udstyr til gaffeltrucks. Virksomheden er nu også blandt de bedste på lærlingeområdet
Det er en virksomhed med mod og holdninger som netop er blevet belønnet for i særlig grad at have været med til at skabe flere praktikpladser.

E-l-m Kragelund A/S får industriens PraktikPladsPris for sin indsats på lærlingeområdet.

Den midtjyske virksomhed blev grundlagt i 1967 og er europæisk leverandør af håndteringsudstyr og aggregater til gaffeltrucks. Men foruden at bidrage til effektive transportløsninger har virksomheden også et stærkt fokus på praktikpladssituationen.

- Vi har haft lærlinge de sidste 20 år. Det har været en god tradition, som vi egentlig i bund og grund er meget stolte af, fortæller fabrikschef Søren Klitvang til transportmagasinet.dk. Vi har den filosofi, at i og med vi selv drager stor nytte af faglært arbejdskraft, så er vi også selv ansvarlige for at fastholde og skabe veluddannede medarbejdere.

Det ansvar har vi valgt at tage for at sikre, at såvel vi som resten af Danmark har faglært arbejdskraft og kan begå sig internationalt og dermed er konkurrencedygtige.

Flere lærlinge

I 2008 traf e-l-m Kragelund A/S en beslutning.

- Vores tillidsmand fra Metal og jeg var noget frustrerede over krisen. Vi fik mange ansøgninger fra lærlinge, som vi gang på gang måtte sige nej til, fordi vi i forvejen havde tre. Så vi blev enige om, at vi måtte gøre noget. Og vi valgte en strategi med to mål. Det første var at vi, på trods af nedskæringer og på trods af krisen, ville tilbyde to yderligere lærlinge en plads her i huset. På daværende tidspunkt var vi 32. Så 5 ud af 32 var lærlinge. Det er mange, som vi skal sikre får en uddannelse og fagligt får noget ud af deres praktik her. For det andet var vi noget trætte af den integrationsdiskussion der var. Det er let nok at skyde efter mennesker, men hvis man ikke tilbyder dem muligheder for at blive integreret gennem det danske arbejdsmarked, så har de jo ikke en chance. Så vi besluttede, at når der blev en ledig lærlingeplads hos os blandt de fem, så ville vi søge en lærling med anden etnisk baggrund end dansk og tilbyde vedkommende en læreplads. Både for at skabe en rollemodel og samtidig bidrage positivt til intergrationspolitikken i Danmark.

Begge mål har vi i dag opnået, siger Søren Klitvang til transportmagasinet.dk.

Nyt mod

PraktikPladsPrisen er iværksat af Industriens Samarbejds- og Udviklingsfond. Den blev overrakt e-l-m Kragelund A/S fredag eftermiddag af Hedenssteds borgmester.

- Vi er faktisk lidt overraskede over, at vi får den her pris. Fordi vi er jo ikke perfekte og vi kan da se nogle ting, vi kan gøre bedre på lærlingeområdet. Så det giver nyt mod og ny energi til at arbejde med de ting, vi kan blive bedre til. Og det giver en tro på, at vi er på rette kurs og at vi gør noget, der er vigtigt for de unge mennesker. Det er positivt, slutter Søren Klitvang.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062