Hvor meget sponsoratet har kostet Danske Fragtmænd de seneste otte år, ja, det er en forretningshemmelighed mellem DBU og fragtmændene. Men beløbet er givet godt ud, forlyder det.
- Som dansk virksomhed er det naturligt at gå ind og støtte op om et af de nationale samlingspunkter og på det sportslige punkt et af de største, siger organisationsdirektør Peter B. Jepsen til Transportmagasinet.dk.
- Vi opererer fortrinsvis i Danmark, så vores kunder og potientielle medarbejdere er i den kreds af fodboldfans, der støtter op omkring landsholdet. Vi ser sponsoratet over den lange bane, hvor vi laver denne co-branding mellem fodboldlandshold og Danske Fragtmænd, fortsætter direktøren fra virksomheden.
- Der er lavet målinger på, at sponsoratet understøtter den generelle kendskabsgrad til Danske Fragtmænd i vores målgrupper, siger Peter B. Jepsen, der engang ud i fremtiden ikke vil afvise at udvide sponsoratet til andre aktiviteter. Men marketingstrategien går på at samle kræfterne der, hvor der er størst effekt lige nu, det mandlige fodboldlandshold.