23948sdkhjf

Skøn genforening

Et årelangt samarbejde om store varebiler mellem Nissan, Opel og Renault blev afbrudt i efteråret 2009, da Nissan trak sig ud af trioen. I slutningen på november stod det klart, at Nissan er tilbage i samarbejdet igen. Den nye varebil NV400 er stort set identisk med Movano og Master.
I mere end to år har Nissan ikke været repræsenteret på markedet for store varebiler (totalvægt op til 4,2 ton). Det bliver der snart rådet bod på, når Nissan lancerer NV400 på det danske marked i februar 2012.

I sommeren 2009 opstod der usikkerhed om det gode samarbejde mellem Nissan, Opel og Renault. Rygtebørsen ville vide, at Nissan var på vej med en varebil i det tungeste segment helt uden om samarbejdspartnerne.

Hvad der egentlig var rigtigt eller forkert i den sammenhæng, kom aldrig frem - og det gjorde det heller ikke ved den flotte præsentation af NV400 i Spanien, som Nissan inviterede pressen til i slutningen på november.

Tværtimod forsøgte de ellers flinke Nissan-repræsentanter at overbevise pressen om, at NV400 var et helt nyt produkt uden andet tilhørsforhold til Renault, end at det var den franske bilproducent som stod for den egentlige produktion.

Hvorfor man fra Nissans side prøvede at overbevise pressen om andet, aner jeg ikke. Jeg kunne blot konstatere, at de Nissan NV400, Renault Master og Opel Movano er bygget op på den samme platform. De er stort set ens - med undtagelse af kosmetiske forskelle som frontgitter, for- og baglygter samt emblemer.

Nok om det. Nu var det Nissans show, og de præsenterede en meget fin varebil med masser af individuelle valgmuligheder. Man kan vælge mellem for- eller baghjulstræk. Man kan vælge størrelser helt op til 4,5 ton totalvægt med nyttelast optil 2,5 ton. Varerummets størrelser går op til 17 kubikmeter. Dertil kan så lægges fordele som nye motorer med lavt brændstofforbrug og lavt CO2 uslip.

Et hav af varianter

Noget af det, som vil glæde chauffører er at designere og ingeniører har lagt vægt på et højt komfortniveau i førerkabinen, der er 5,7 centimeter længere end den eksisterende modelserie. Derudover kan chauffører prale med gode oversigtsforhold og et sandt festfyrværkeri af aflæggemuligheder til hverdagens små og store ting. Eftersom førerstolen er monteret med en meget komfortabel førerstol og højde ratjustering, burde enhver chauffør kunne finde en optimal kørestilling.

Med hensyn til karrosserivarianter er den nye varebilduo dækket godt ind med 350 forskellige. Udvalget omfatter kassevogne i fire længder og tre taghøjder, versioner med chassis til opbygning med enkelt – eller dobbeltkabine og combi busversioner med op til 10 siddepladser.

Den længste version giver mere end fire meters længde i varerummet og op til 17 kubikmeter varerum i den højeste L4 version.

Det er første gang den kendte varebilduo er tilgængelig med valgmulighed mellem for- og baghjulstræk. Versioner med baghjulstræk har ekstra høj anhængervægt med mulighed for tvillinghjul bag på akslen på kassevogne og chassiser med enkelt- eller dobbeltkabine. Tvillinghjul er standard på den største version med 4,5 tons totalvægt og ekstraudstyr til versioner med baghjulstræk og 3,5 tons totalvægt. De forhjulstrukne versioner har tværliggende motor, og i de baghjulstrukne versioner ligger motoren på langs.

Gode adgangsforhold

Med hensyn til varerummenes adgangsforhold og nyttelast lader hverken Renault Master eller Opel Movano fuld på højde med konkurrenterne. Den største kassevogn rummer 17 kubikmeter og har en længde på 4,4 meter. Totalvægten topper ved 4,5 tons og 2,5 ton nyttelast. Dertil kan lægges fordele som maksimal krogtræk på op til 3,5 ton og en samlet vogntogsvægt på 7,5 ton.

Ergonomi er et andet vigtigt punkt i en varebil, som er et redskab mange opholder sig dagligt i – ofte i timevis. Det klarer de forhjulstrukne versioner med lav læssehøjde til varerummet, og begge versioner har stor skydedør og dobbelte bagdøre, der standard kan åbne op til 180 grader i standardversioner og 270 grader som ekstraudstyr. Derudover er bagdørene konstrueret med en simpel, men længe savnet "fidus", som holder dørene fast til karosseriets sider. Konstruktionen er udelukkende baseret på fire magneter. En i hver dør og en på hver side af karosseriet.

Skydedøren i siden har en maksimal bredde på 1270 mm (1050 mm på L1 versioner), så det er muligt at laste en euro-palle på den brede side. Og med en maksimal højde på 1780 mm er der fortrinlige muligheder for højt gods ind fra siden. Det gælder faktisk også for sidehængslede bagdøre, som giver rådighed over en samlet bredde på 1580 mm i og en højde på 1820 mm. Bredden mellem hjulkasserne i varerummet er 1380 mm, og lodrette sider gør det nemt at laste effektivt.

Ny generation motorer

Varebil trioen er monteret med en nyudviklet firecylindret 2,3 liters common-rail dieselmotor, der danner basis for tre forskellige kraftversioner. Dels 100 hk, 125 hk og 150 hk. Særlig opmærksomhed har været rettet mod at sikre bilen lavt brændstoføkonomi i hverdagens skiftende kørselsmønstre – ikke kun i EU-normen. Resultatet er næsten 10 procent lavere brændstof- og vedligeholdelsesomkostninger end den udgående model.

Alle versioner har seks trins manuel gearkasse som standard og kan leveres med Easytronic automatisk gearskifte som ekstraudstyr på de to kraftigste motorversioner. Alle motorer på det danske marked overholder Euro 5 normen og har dieselpartikelfilter som standardudstyr.

Køreegenskaber og sikkerhed

Entydige køreegenskaber og en høj grad af komfort både tom og med fuldt læs har også været bestemmende for udviklingen af varebil trioens undervogn. Bilernes passive og aktive sikkerhedsegenskaber omfatter ABS bremser med elektronisk fordeling af bremsekraften mellem for- og bagaksel på alle versioner. Elektronisk stabilitetskontrol (ESC) er standard på alle baghjulstrukne versioner og ekstraudstyr til de forhjulstrukne udgaver. Airbag i førersiden er standardudstyr og der er sikkerhedsseler med selestrammere på alle tre pladser. Airbag i passagersiden, sideairbags indbygget i sæderne og forlygter, hvor lyset følger rattets bevægelser er muligt ekstraudstyr.

Konklusion

Ovenpå den aktuelle prøvekørsel med Nissan NV400 i det sydlige Spanien og tidligere prøvekørsler med Renault Master i Nice og Opel Movano i Berlin står de for mig helt klart at designere og ingeniører i platformens udviklingsafdeling ikke har arbejdet forgæves. Tværtimod er samarbejdet resulteret i en lang serie topmoderne komfortable, velkørende og tilsyneladende driftssikre varebiler.

Det er i hvert fald en konklusion, som undertegnede kan stå inde for efter prøvekørsel med med såvel en kort model med forhjulstræk, manuelt gear og 125 hestekræfter motor, og en lang model med baghjulstræk, tvillingmonteret dæk og 146 hestekræfter.

I begge tilfælde blev der hurtigt afsløret markant positive forskelle mellem trio varebilerne.

Masser af positive indtryk

Samtlige kassebil modeller er monteret med fast skillerum mellem førerkabine og varerum. Og det, sammen med lydsvage motorer, har givet et lækker førerkabine med lavt støjniveau, der selv under hård acceleration tillader samtaler uden belastning af stemmebåndene.

Udover forfinet komfort kan chaufføren glæde sig over masser af aflæggerplads overalt hvor det har været muligt. Faktisk er den komplette liste over aflæggerpladser så lang, at den vil fylde det meste af en A-4 side. Derfor vil jeg anbefale interesserede kunder i at aflægge forhandlerne et besøg, når bilerne bliver tilgængelige i Danmark kort før sommerferien.

Kombinationen med en lækker justerbar ratindstilling, der desværre kun fungerer i vandret stilling, medvirker til en mere end sædvanlig komfortabel kørestilling. Når det er bragt på plads opdager man hurtigt at bilerne er både venlig og utrolig nem at håndtere.

Ord som let, nem og komfortabel dækker også over bilernes

generelt fine køreegenskaber, fortrinligt udsyn gennem store ruder og i velplacerede sidespejle.

At man i tillæg får fin afstemt affjedring og kraftige bremser der giver hurtig respons, gør kun de tre mærkers stort set identiske varebiler, endnu bedre.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094