23948sdkhjf

Ikke et ondt ord om chefkonsulenten

Lederen af det velfungerende regionskontor Midt/Nord ved hvordan han skal tackle vognmændenes krav og luner
Chefkonsulent BendtThorup er noget helt for sig selv. Lederen af DTLs regionkontor Midt/Nord med hovedsæde i Viborg hører nemlig til de sjældne eksemplarer af menneskeracen, som der ikke siges noget ondt om.

Ganske godt gået af en mand i et job, som dagligt udsættes for vognmændenes berettigede krav og ofte impulsive luner. Mange af hans kunder – de omkring 1.000 vognmænd i 14 lokalforeninger i de tidligere Nordjyllands, Viborg, Ringkøbing og Østjyllands amter – var mere eller mindre fraværende, da der stod sociale adfærdsregler på skoleskemaet.

Bendt Thorup ved godt, at vognmændene kan være en flok brokkerøve, når de ikke får deres vilje lige her og nu. Men det tackler han helt på sin egen måde. Han lader vognmændene tale ud og lytter interesseret. Han kender deres tankegang og ved, hvad de mener, selv om det ikke altid er det, de siger.

Har sin egen mening

Han er heller ikke bange for at komme med sin mening. Også at påstå, at den økonomiske krise måske ikke var så tosset. Virksomhederne blev på den barske måde trimmet til at overleve. I Bendt Thorups optik var det lidt selvforskyldt, at krisen ramte de vognmænd, som var vant til at tage for hurtige og risikofyldte beslutninger uden at tænke sig om.

Meget tyder på, at vognmændene i DTLs største og formentligt mest velfungerende regionskontor er tilfredse med den professionelle hjælp, de får. Helt i chefkonsulentens ånd er responsen på den personlige medlemsrådgivning fra ham selv og hans fire medarbejdere præget at ganske mange mundtlige smiley’er. Skriftlige roser er ikke det mest udbredte i transporterhvervet.

Regionskontoret har fungeret så godt, at det i flere år var muligt at tilbagebetale en del af kontingentet til medlemsforeningerne.

Mister Service

Ikke uden grund har vognmændene givet Bendt Thorup tilnavnet Mr. Service. Jobbet som regionsbestyrer er i den grad skræddersyet til manden, som nu i 22 år han har tjent sin løn hos vognmændene.

Fremragende køkken

Tidligere var han mest kendt for at være tilknyttet det tidligere uddannelsescenter Trelde Sande ved Fredericia, hvor han dog i manges erindring blev skubbet lidt i baggrunden af sin kone Meta, som stod for den kulinariske del af vognmandskurserne.

Blandt vognmænd blev hun verdenskendt for sit fremragende køkken, hvor hendes medarbejdere fremtryllede et væld af mange forskellige og velsmagende retter – og vist nok syv forskellige slags kager til kaffen.

Den gang var det almindeligt for enhver rigtig vognmand at anvende et kursus til at få eller udbygge en i forvejen fornuftig vognmandsstørrelse. Oven i købet suppleret med lidt fagligt og åndeligt føde.

Livsvarigt for cykeltyveri

Bendt Thorup er altid god for en kvik bemærkning. Han elsker at fortælle, at han er den eneste, som har fået livsvarigt for et cykeltyveri. Som ung automekanikerlærling blev han sendt efter øl til svendene, og som sædvanlig snuppede han den første og bedste cykel.

Han viste ikke, at den tilhørte en dejlig pige ved navn Meta. Tilsyneladende har hun tilgivet ham. De har efterhånden været gift i mange år.

Med sin specielle jyske sans for humor kan det ikke undre, at Bendt Thorup er Johnny Madsen-fan. Selv i søvne kan han gengive alle de vandede vittigheder, som den hæse sangskriver med det vesterhavssaltede skæg og den noget uplejede hårvækst kommer med på sine koncerter.

Bendt Thorup mødte tilfældigvis Johnny Madsen på den kro, hvor han skulle holde foredrag for vognmændene. Han fik sangskriverens autograf på en serviet, og siden har der stået en Johnny Madsens lidt primitive tekster og meget rockende musik på programmet, når skal sættes lidt ekstra fut i selskabet.

Går ikke omkuld

Nok så meget organisatoriske stormstyrke og til tider orkan har ikke været i stand til at slå Bendt Thorup omkuld. I sit daglige arbejde har han aldrig ladet sig påvirke af den udprægede vognmandstendens til altid at være uenig.

Det tager han med ophøjet ro og jysk sindighed. Han har opbygget et effektivt immunforsvar over for skiftende organisationers og enkeltpersoner selvviske optræden.

Han har altid evnet til at indrette sig efter forholdene. Nok fordi han kommer fra Himmerland. En landsdel, hvor man altid tænker stort. Som da hans forgængere – Kimberne - i et anfald af storhedsvanvid for et par tusinde år siden forsøgte at erobre Romerriget, der på det tidspunkt var verdens navle.

Bruger sit krejler-gen

De store tanker skygger dog ikke for Bendt Thorups medfødte krejlermentalitet. Han kan aldrig løbe fra sin nordjyske og lidt sparsommelige men alligevel sunde indstilling til penge.

Da han var på ferie i USA, forsøgte han at snyde sig til en pensionistrabat. Selv om han ikke var fyldt 60 år, lykkedes det alligevel at spare en dollar eller to.

Han har også været i stand til at snakke sig fra en parkeringsbøde, selv om hans røde åbne Triumph Spitfire ikke holdt helt lovligt oppe i Skagen. Der manglede i hvert fald en gyldig p-billet.

Stort spareinstinkt

Drevet at sit medfødte spareinstinkt er hans kørende arbejdsredskab en ældre stivbenet Peugeot frem for de mere komfortable BWM’er, som anvendes af hans kolleger. Selv om hans arbejdsmæssigt kører ca. 50.000 km. om året, vil han hellere bruge pengene til noget "mere fornuftigt." Hans eget udtryk.

Bendt Thorups krejler-gen er bestemt til gavn for vognmændene. Det ligger i hans natur altid at gå efter de bedste tilbud til den billigste pris. Det ved de i 3F og i private firmaer, som forsøger at sælge en ydelse til vognmændene. Hvis han mod sin vilje tvinges til at betale fuld pris, bliver hans nattesøvn ødelagt at spekulationer om, hvordan det kunne lade sig gøre.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078