23948sdkhjf

Ny krydstogtrekord i København i 2011

Antallet af krydstogtsanløb stiger i 2011. Der er tale om i alt 368 anløb med omkring 770.000 passagerer - det er 16 procent flere end i 2010.
- København har aldrig tidligere været med på så mange krydstogtruter, konstaterer Arnt Møller Pedersen, som er ansvarlig for CMP's krydstogtaktiviteter.

- Vi kan se frem til 368 anløb med 67 forskellige krydstogtskibe. Omkring halvdelen er disse anløb er turnarounds, hvor passagererne enten begynder eller afslutter deres krydstogt i København.

770.000 passagerer

Fra april til oktober ventes 770.000 passagerer og 200.000 besætningsmedlemmer fra 115 forskellige lande at besøge København. Samlet set besejler 37 internationale krydstogtrederier den danske hovedstad. CMP regner med, at 25 procent af passagererne kommer fra Tyskland, 19 procent fra USA og Canada, 14 procent fra Storbritannien og 10 procent fra henholdsvis Italien og Spanien.

- Østersøen er en rentabel region for krydstogtrederierne, hvor afstandene mellem havne som Oslo, Stockholm, Skt. Petersborg, Tallinn og Helsingfors er ganske korte, pointerer Arnt Møller Pedersen. Alle disse havne kan også nås på en uges krydstogt fra København.

Populær destination

At København er en populær destination er ikke til at tage fejl af. Sidste år blev byen udnævnt til "Best Destination Experience" i ECC Port Survey, hvor krydstogtpassagerer selv bedømmer forskellige destinationer. København roses for den korte afstand mellem krydstogtterminalerne og bykernen samt for det store udbud af attraktioner og events.

CMP kan også glæde sig over, at krydstogtsæsonen 2011 udvides sammenlignet med tidligere år. Det første skib anløb den 4. april, og efterårets sidste krydstogt er planlagt til den 14. oktober.

I lighed med tidligere år kommer der også en håndfuld "julekrydstogter" til København i december. Det største krydstogtskib i 2011-sæsonen er Celebrity Eclipse med en længde på 317 meter. Det er dog Emerald Princess, der har plads til flest passagerer, med en kapacitet på 3.194 sengepladser.

- Den mest hektiske dag i 2011 bliver den 4. juni med seks anløb - fem turnarounds og et transitanløb. Det betyder, at vi får 23.000 passagerer ved vores terminaler denne ene dag, fortæller Arnt Møller Pedersen.

e-mail og SMS

Nu tilbyder CMP også krydstogtinformation via e-mail og SMS. På denne måde får kunder og samarbejdspartnere på forhånd oplysninger om anløbende skibe, hvilket letter planlægningen af service til skibe og passagerer i løbet af krydstogtsæsonen. Den største fremtidssatsning er den nye krydstogtskaj, som er under bygning, og som CMP tager i brug i foråret 2013.

- Kajen bliver omkring 1.100 meter lang og giver mulighed for fleksible terminaler og forsyningsanlæg til passagerbetjeningen, siger Arnt Møller Pedersen. Samtidig bliver løsningerne for bil-, bus- og taxitrafikken i havneområdet mere effektive.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078