23948sdkhjf

Danmark går imod EUs arbejdstidsregler

Transportminister Hans Chr. Schmidt (V) retter henvendelse til EU's transportkommissær for at få ændret arbejdstidsreglerne for selvstændige vognmænd. England, Finland og Tjekkiet følger Danmark.
I 2002 vedtog et flertal i EU-Parlamentet det såkaldte arbejdstidsdirektiv (direktiv 2002/15/EF ), som fastsætter regler om lønmodtageres arbejdstid. Oprindelig var det meningen, at de selvstændige chauffører og enbilsvognmændene skulle undtages fra direktivet; men Kommissionen måtte trække undtagelsen tilbage i forhandlingerne med Parlamentet. Direktivet, der blev vedtaget i 2010, omfatter således selvstændige - og det får nu den danske transportminister op af stolen i et forsøg på at få direktivet ændret.

- Det er meget problematisk, at de selvstændige chauffører er blevet omfattet af

direktivet, siger Hans Chr. Schmidt.

- Det vil for det første betyde en betydelig administrativ byrde for erhvervet. For det andet findes der i forvejen siden af arbejdsdirektivet fastsat meget detaljerede regler om køre/hviletid for chaufførerne. Der synes derfor ikke at være grundlag for en yderligere regulering.

- Hertil kommer, at det i praksis vil være umuligt at kontrollere, hvorvidt de selvstændige chauffører lever op til direktivets regler.

Brev til EU-kommissæren

Denne opfattelse deles af flere af EU's øvrige medlemslande. En række medlemslande har derfor formuleret en fælles anmodning til EU's transportkommissær om at genfremsætte forslaget om undtagelse af de selvstændige chauffører fra arbejdstidsdirektivet.

Brevet, som Danmarks transportminister netop har underskrevet, er indtil videre også underskrevet af England, Tjekkiet og Finland. Flere lande ventes at tilslutte sig.

Regler skal kunne håndhæves

- Jeg mener, at det er helt afgørende, at de regler, der vedtages i EU, skal give mening i praksis, siger Hans Christian Schmidt.

- Reglerne skal kunne håndhæves effektivt. Desværre er denne sag et eksempel på, at konsekvenserne af reglerne ikke har været tilstrækkeligt grundigt belyst. Hertil kommer, at reglerne ikke vil have nogen trafiksikkerhedsmæssig effekt.

- På det grundlag kan jeg ikke forsvare at pålægge erhvervet en så omfattende administrativ byrde. Det er baggrunden for, at jeg og en række af mine kollegaer i EU har besluttet at rette henvendelse til transportkommissær Kallas. Vi vil have reglerne taget op til genovervejelse. Jeg forventer, at vi på den baggrund kan finde en løsning på problemet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079