Hidtil har det kun været København, Odense, Aarhus og Aalborg, der har haft lov til at indføre miljøzoner, men den nye lov om miljøbeskyttelse åbner op for flere byer, hvis de kan dokumentere problemer med luftkvaliteten.
I DI Transport har vi forståelse for de sundhedsmæssige hensyn, der ligger bag miljøzonerne, men påpeger, at miljøzoner skal laves, hvor det har effekt. En miljøzone er et stort indgreb over for erhvervslivet og transportbranchen, da det øger omkostninger, og derfor skal man kun indføre zonerne, hvor man reelt kan dokumentere problemer med luftkvaliteten i byerne.
Store dele af partikeludledningen kommer i øvrigt fra andre kilder end lastbiler og busser. Derfor er vi ikke tilfredse med, at Miljøstyrelsen vil tillade nye miljøzoner på baggrund af modelberegninger og partikelmålinger i blot fire uger. Man bør stille større krav til dokumentationen, inden man indfører miljøzoner.
I henhold til loven skal der indføres transitruter gennem miljøzonerne, hvor der er tale om varer i international transit. I Aarhus og København er transitruterne lagt, så det betyder store omvejskørsler.
Transitruterne er nødvendige, men vi synes, det er lidt mærkeligt at lave en miljøzone for at forbedre luftkvaliteten, samtidigt med at man laver tranistruter, der tvinger lastbiler og busser ud på en større omvej.
Med venlig hilsen
Erhvervspolitisk konsulent
Rune Noack
DI Transport