23948sdkhjf

V: Havnetunnel bør besluttes i 2013

Den københavnske Venstremand, Martin Geertsen, prøver at få gang i planlægningen af en havnetunnel i København.
Han har indkaldt den socialdemokratiske trafikminister, Henrik Dam Kristensen, til et møde for åbne døre i trafikudvalget torsdag 24. november.

- Havnetunnelen er et længe næret ønske i København, siger MArtin Geertsen.

- Den skal lede trafikken uden om Østerbro og den indre by. I den aktuelle situation bliver det endnu mere interessant, for det handler også om at pege på alternativer til regeringens forslag om en betalingsring. Etablering af en havnetunnel er en af måderne at undgå trængsel på, siger han.

Geertsen er åben over for finansieringen, som kunne sammenstykkes af bidrag fra Københavns Kommune, brugerbetaling og frasalg af statslige og kommunale ejendomme og jord i hovedstadsområdet.

Seks spørgsmål til ministeren

- Jeg vil også høre, om Henrik Dam Kristensen lægger sig i forlængelse af ledende socialdemokraternes udmeldinger om, at de er principielle tilhænger af en havnetunnel, siger Martin Geertsen.

Han har stillet seks spørgsmål til transportministeren:

1) Er ministeren principielt enig i behovet for en havnetunnel i København?

2) Er ministeren principielt enig i, at en havnetunnel vil betyde mindre gennemkørende trafik på Østerbro og i Indre By i København?

3) Hvad er ministerens principielle holdning til alternativerne en langsgående (Nordhavn til Amager-motorvejen) eller østgående (Nordhavn til Refshaleøen) havnetunnel?

4) Er ministeren enig i, at en mulig finansieringsmodel for så vidt angår en havnetunnel kunne være en kombination af brugerbetaling for passage, P-indtægter fra Københavns kommune samt yderligere kapitalisering af områder ejet af By & Havn?

5) Hvad er ministerens vurdering af samarbejdet i styregruppen til fremme af et beslutningsgrundlag bestående af Transportministeriet, Vejdirektoratet, Sund & Bælt samt Københavns Kommune?

6) Agter ministeren at indkalde partierne med henblik på at drøfte igangsættelsen af en egentlig forundersøgelse af havnetunnel-projektet, så man frem mod 2013 kan få tilvejebragt et egentligt beslutningsgrundlag - og i givet fald hvornår?
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062