23948sdkhjf

50 danske virksomheder på Nor-Shipping

Årets Nor-Shipping messe vækker optimisme hos de danske underleverandører til marineindustrien, som er repræsenteret med 50 virksomheder under Danish Marine Group på den største maritime messe i Skandinavien.
- Når jeg ser mig omkring her på Nor-Shipping, har jeg med glæde bemærket, at markedsføringsbudgetterne er blevet større, siger formanden for Danish Marine Group, salgschef Kim Koldskov.

- Der er tydeligvis blevet brugt penge på flottere stande og nye ideer til at skille sig ud fra naboen, fortsætter han og fortæller, at det er et tegn på optimisme i den maritime branche.

Med mere end 10 procent nye udstillere på den danske fællesstand på Nor-Shipping og et totalt antal udstillere på over 50 har Danish Marine Group, der hører under Eksportforeningen, i år været nødt til at udvide dens hovedpavillon i Hal B til at inkludere en satellitstand i Hal A ved siden af.

På satellitstanden udstiller virksomhederne Gazcon, Aluflam og Inexa samt Danish Offshore Energy Group, der også hører under Eksportforeningen.

Brasilien og offshore

Lysten til at forbedre sig og kigge fremad kommer også til udtryk, når Nor-Shipping-messen som tema stiller spørgsmålet "what’s next?" inden for den maritime branche.

Et af temaerne på messen i år er offshore-industrien, som dog ikke ligefrem kan kaldes et nyt område for Norge; men maritime services fylder naturligvis en meget stor del af de tilknyttede aktiviteter omkring offshore/oliebranchen.

Norges erfaringer med offshore energiudvikling og den tilhørende maritime industri har stor interesse for eksempelvis den brasilianske energigigant Petrobras. Derfor var Petrobras’ adm. direktør José Sergio Gabrielli taler på Nor-Shippings konference "Agenda Offshore", der fandt sted onsdag den 25. maj.

Danmark bør se fremad

Petrobras’, og dermed Brasiliens, engagement i Norge er, om ikke nyt, så i hvert fald et område, hvor begge parter er meget fokuserede på det fremtidige samarbejde.

- Det er et område, hvor Danmark ligeledes burde se fremad, for ikke at komme alt for langt bagud i forhold til Norge, siger Kim Koldskov.

- Norge er nået rigtig langt i Brasilien. Blandt andet derfor er Danish Offshore Energy Group til stede på Nor-Shipping messen. En anden grund er, at netværket ønsker at knytte tættere bånd mellem den danske og norske offshore-industri og forberede fremtidige fremstød i Norge.

God dansk start

Der er kommet godt gang i brugen af fællesstandens tilstødende private lounge for alle de danske udstillere, hvor man både kan få en ordentlig frokost og arrangere møder med inkluderet catering.

Kim Rasmussen fra Vestergaard Marine Services har mødt både gamle såvel som nye kontakter blandt de norske offshore- og marinevirksomheder på messen, og er godt tilfreds med Vestergaard-gruppens nye standopsætning ved siden af samarbejdspartnerne Scanel International, Norisol, Hytek og Orskov Yard.

Som de andre udstillere har han set meget frem til de store dage onsdag og torsdag.

Én af de helt nye udstillere er jobportalen JOB2SEA, som ikke bare er ny på Nor-Shipping, men på messe i det hele taget.

- Det er gået rigtig godt, siger general manager Jakob Le Fevre.

- Det er spændende, fordi det er første gang, der er en egentlig jobportal med. Jeg synes, branchen har modtaget mig positivt – måske fordi alle egentligt er potentielle kunder, slutter han med et smil.

Holder den islandske askesky sig fra at lukke de nordeuropæiske lufthavne, regner alle med et stigende antal besøgende over de sidste travle dage på Nor-Shipping, hvor blandt andet SELCO og Uni-Safe Electronics holder konferencer i Danish Marine Groups lokaler og de danske udstillere generelt giver deres gud på "what’s next" indenfor den maritime verden.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078