23948sdkhjf

Speditører klarer krisen pænt

Deloittes brancheekspert Anders Kreiner har gennemgået speditionsfirmaernes 2008-regnskaber og konkluderer, at de har klaret krisens første etape pænt. Kun de mindste speditører er hårdt pressede
De danske speditionsvirksomheder kom overraskende flot igennem 2008 - året hvor finanskrisen pludselig blev virkelighed i fjerde kvartal. Speditørerne fik samlet set øget indtjeningen, men alligevel må man forvente, at der vil ske en konsolidering i branchen de kommende år. Effektivisering og likviditetsstyring bliver nøglefaktorer de kommende år.

Det fremgår af Deloittes brancheanalyse, som omfatter 94 speditionsfirmaer, der er medlem af brancheorganisationen Danske Speditører.

- Virksomhederne har klaret sig betydeligt bedre, end både jeg og branchens egne folk havde regnet med , siger Anders Kreiner, der er leder af Deloittes markedsgruppe Transport.

- Især de mellemstore speditører er kommet pænt ud af 2008, hvor opbremsningen i økonomien satte brat ind i fjerde kvartal 2008.

Sværere for de små

Trods de gode gennemsnitstal tyder alt på, at det er blevet sværere for speditionsbranchens små spillere.

I branchen som helhed havde 19 pct. af virksomhederne underskud i 2008. Blandt de mindre speditører var det hele 25 pct. af virksomhederne, som kom ud af 2008 med underskud.

- Markedet var hårdt for de små speditionsvirksomheder i 2008, og det er ikke blevet lettere i 2009, siger Anders Kreiner, der forudser en fortsat konsolidering i branchen.

- På flere områder er speditionsbranchen præget af oplagte stordriftsfordele, for eksempel på IT og back-office.

- Samtidig presser globaliseringen de mindre virksomheder, som kun opererer i et begrænset geografisk område.

Presset på likviditeten

Gennem flere år har speditørerne været presset på likviditeten, fordi lange kreditfrister er blevet en af konkurrenceparametrene.

- På få år er pengebindingerne hos kunderne for de 94 adspurgte speditionsvirksomheder vokset med over 400 millioner kroner, siger Anders Kreiner.

- Med finanskrisen blev dagsordenen pludselig "cash is king". I analysen kan vi se, at pengebindingerne hos kunderne er stagneret på det høje niveau. Forhåbentlig er det tegn på en vending, for det er klart et område, hvor speditionsvirksomhederne skal sætte ind.

Pas på personaleomkostninger

Anders Kreiner fremhæver personaleomkostningerne som et andet kritisk punkt.

- I speditionsbranchen, hvor man ikke ejer transportmidlerne, men lever af at formidle transport mellem transportvirksomhederne og kunderne, er det afgørende at man konstant effektiviserer og optimerer sin medarbejderindsats.

- Det kan være specielt svært for de mindre virksomheder, men det er ofte afgørende, hvis man skal helskindet igennem kriseperioder, hvor der er lavere fragtmængder.

Hent Deloittes analyse

http://www.deloitte.com/assets/Dcom-Denm...
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11