23948sdkhjf

Danske vognmænd har tabt to milliarder

DTL har analyseret de seneste officielle regnskabstal fra danske vognmandsfirmaer. De viser, at krisen har påført branchen tab på to milliarder kroner.
De seneste officielle regnskabstal, som DTL har analyseret, viser, at overskuddet blandt de danske vognmandsvirksomheder er faldet ganske markant siden 2007. Faldet har været ti milliarder kroner i tidsrummet 2007-2009, vurderer DTL.

- Transporterhvervet er påvirket meget af aktiviteten i samfundet, siger adm. direktør Erik Østergaard, DTL.

- Vi må betegne faldet på to milliarder kroner som meget markant.

Analysen bygger på virksomhedernes officielle regnskaber, som er indberettet til Erhvervs- & Selskabsstyrelsen, og omfatter selskaber med mere end fem ansatte.

Afkastningsgrad halveret

Afkastningsgraden er blevet mere end halveret siden de gode tider i 2007. Det er faldet fra 9,7 procent i 2007 til 4,1 procent i 2009.

Det svarer til et fald på 58 procent og står i skarp kontrast til udviklingen i de forudgående to år, hvor afkastningsgraden omvendt steg med 40 procent.

Afkastningsgraden viser, hvor meget virksomheden er i stand til at forrente den samlede kapital i firmaet. Jo større tallet er, desto bedre..

- Naturligvis er der forskel på, hvordan det er gået de forskellige typer vognmandsvirksomhed i branchen, men samlet set kan vi desværre konstatere, at krisen har ramt erhvervet hårdt, siger Erik Østergaard.

- Derfor må man i virksomhederne have fokus på at konsolidere og reinvestere for at bevare konkurrenceevnen.

Overskudsgraden også halveret

Et andet vigtigt nøgletal er overskudsgraden, som måler, hvor stor en procentdel af virksomhedens omsætning bliver til overskud. Også her står det klart, at krisen har påvirket vognmandsvirksomhederne mærkbart.

- Indtil nu har vi kun indberetninger for 2009 for en tredjedel af virksomhederne, og kun en tiendedel af dem har oplyst deres overskudsgrad. Derfor er der en høj grad af usikkerhed forbundet med tallene.

Det ser dog ud til, at overskudsgraden har lidt samme skæbne som afkastningsgraden, da den også er blevet mere end halveret fra et sted mellem 4 og 5 procent i 2007 til cirka 2 procent i 2009.

Håber på mere aktivitet

DTL forventer, at der i løbet af 2010 kommer en lille fremgang i dansk økonomi og dermed i aktivitetsniveauet i vognmandserhvervet.

Hvordan det vil afspejle sig i virksomhedernes overskud, er dog usikkert.

På baggrund af disse økonomiske realiteter undrer det DTL-direktøren meget, at regeringen netop har udtalt, at den vil øge beskatningen af transporterhvervet.

- Det er ikke smart, når mange transportvirksomheder for tiden kæmper med næb og kløer for at holde hjulene i gang, slutter Erik Østergaard.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079