23948sdkhjf

Når krisen preller af

Krisen skaber nye muligheder for EG. Man har været igennem en fyringsrunde og set omsætningen falde; men 2009 har været det bedste år nogensinde for EG.
De, der forstår at effektivisere og rationalisere i tide, er klar, når krisen kommer. De, der hjælper andre virksomheder med at effektivisere og rationalisere, bør også være klar, når krisen kommer.

It-virksomheden EG er et eksempel på en virksomhed, som opfylder begge kriterier; og selv om man har haft det bedste år nogensinde i EGs 20-årige historie, er man klar over, at man ikke kan gå på vandet.

- Vi har kunnet mærke på toplinien, at vi ikke sælger så meget som vi gjorde tidligere, forklarer Bjarne Aarup, som er adm. direktør for EG DANMARK.

- Vi har også måttet lavet tilpasninger. Vi har også optimeret og haft vores fyringsrunder. Alligevel har vi haft en fornuftig forretning i 2009. Faktisk har vi lavet det bedste resultat nogensinde både på koncernniveau og i selskabet EG DANMARK.

EG DANMARK kom ud med et overskud på knap 48 millioner kroner (EBITA) efter en omsætning på cirka 570 millioner kroner i 2009. Det skal ses i forhold til hele 2008, hvor EG-koncernen fik et overskud på 52 millioner kroner efter en omsætning på en milliard kroner.

- Summen af det er, at vores omsætning er dalet kraftigt, siger Bjarne Aarup.

- Det skyldes dels, at antallet af projekter er faldet, dels at vi har solgt en forretningsenhed fra. Endelig må vi bare konstatere, at markedet er skrumpet.

Engageret ejer

- Vi har heldigvis en meget engageret ejer, som sparrer med os, fortsætter Bjarne Aarup.

- De trækker folk ind fra deres netværk. De bilder sig ikke ind, at de har forstand på det hele selv; men har til gengæld en fantastisk beslutningskraft. Det er en ejer med en stærk dynamik og beslutningsdygtighed.

- De er en kapitalfond, og som sådan er deres fokus også at tjene penge, når de engang skal sælge EG. Derfor vil de have en “vare", som er noget værd den dag, de sælger EG. Derfor ønsker de, at EG skal være en levende og attraktiv organisation.

Tilfredse medarbejdere

EG Danmark oplever også, at deres medarbejdere er tilfredse. Det ser man blandt andet af de vurderinger, man får fra analysevirksomheden Great Place to Work.

- Sidste år kom vi ud som Danmarks ottende mest attraktive arbejdsplads inden for IT, siger Bjarne Aarup, som kan glæde sig over, at EG rykkede op fra en 19. plads i 2008.

- Det er en stor fornøjelse at se, at vi hele tiden rykker op. Det smitter af på medarbejderne, at vi laver nogle superflotte resultater. Endelig tror jeg, at hele vores LEAN-proces har givet rigtig stor tilfredshed.

Skabe vækst

Om fremtiden siger Bjarne Aarup, at EG fortsat må bruge kræfter på at effektivisere og strømline virksomheden.

- Nu skal vi have vores toplinie i vejret, siger han med henvisning til omsætningen.

- Vi er klar til at foretage opkøb og lave organisk vækst. Grobunden for det er nogle af de tiltag, vi har i gang allerede nu, for eksempel hele konceptet omkring "hjælp kunderne til succes".

- Vi vil finde nogle virksomheder, som passer ind i vores måde at arbejde, og som også har et stærkt branchefokus. Vi ønsker at købe os ind i nye brancher.

Netløsninger

På den teknologiske front bliver trenden helt klart at komme mere ind i de såkaldte SaaS-løsning, hvor kunderne får adgang til deres løsninger over nettet.

- Vi har store projekter i gang på det område, siger Bjarne Aarup.

- Det er specielt interessant for de lidt mindre virksomheder, som gerne vil have del i den optimering og effektivisering, som vi kan tilbyde, men som ikke ønsker selv at drive deres maskiner, servere og programmer.

Gode værktøjer

Endelig er der også øget fokus på Business Intelligence.

- Mange topchefer og virksomhedsledelser efterspørger systemer, hvor man hurtigt får et overblik over virksomhedens nøgletal. De ønsker et system, så man hurtigt kan analysere salget, overskue resultaterne og opbevare analyserne på en meget nem måde.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11