23948sdkhjf

50 år med Volvo lastbiler

Som lærling frygtede Svend Koch at skulle starte i Volvos lastvognsafdeling. Mekanikerne var sorte i hovedet og gik i beskidt tøj. Han overvandt frygten og kom til at arbejde med lastbiler i 50 år. Nu er Svend Koch gået på pension med Belønningsmedalje.
Navnet Svend Koch er ikke ukendt for mange tidligere og nuværende medarbejdere i Volvo Lastbilers danske organisationer. Den 1. februar 2010 trak Svend Koch sig tilbage fra sit aktive virke i erhvervslivet til fordel for en tilværelse som folkepensionist - efter 50 års uafbrudt arbejde med de svenske lastbiler.

I forbindelse med sin fratræden blev Svend Kock blandt andet hyldet med den Kongelige Belønningsmedalje med krone – en hæder som kun i sjældne tilfælde er tilfaldet medarbejdere i lastbilbranchen. Og så var egentlig ikke lastbiler, der var tættest drømmemålet, da han startede sin Volvo-karriere som mekanikerlærling hos daværende Volvo-forhandler Hans Lehrman på Jagtvej i København.

Selvom det nu er 50 år siden den håbefulde unge mand begyndte læretiden med rene negle og vandkæmmet hår, husker han tydeligt sine første indtryk af arbejdspladsen.

- Den gang tog læretiden fire år, fortæller han.

- Den var ligeligt delt mellem personbiler og lastbiler - to år i hver afdeling. Jeg befandt mig egentlig rigtig godt med småbilerne og gruede noget for den dag, hvor jeg skulle fortsætte læretiden med lastbiler.

- Mit første indtryk af lastbilafdeling var ret afskrækkende, dels fordi jobbet stillede store krav til en stærk fysik, dels fordi stort set alle mekanikerne var sorte i hovedet samt på hænder og arme. De gik altid rundt i snavset arbejdstøj.

- Så jo, jeg var noget skrækslagen over at skulle starte i den afdeling.

- Alligevel fandt jeg hurtigt ud af, at lastbilafdelingen netop var sagen, husker Svend Koch, som efter endt læretid og militærtjeneste valgte personbilerne fra og fik fuldtidsarbejde med lastbiler.

Nye afdelinger

I begyndelsen af 1960’erne oplevede firmaet Hans Lehrman så stor fremgang, at de fysiske rammer på Jagtvej var brugt op.

Derfor blev der bygget en helt ny og topmoderne afdeling på Dynamovej i Gladsaxe. Afdelingen blev indviet i 1965, men allerede efter nogle gasnske få år, var også den afdeling blevet for lille til firmaet.

- Samfundet var i rivende udvikling med vækst på alle områder. Det betød også, at lastbilbranchen gik strygende. Samtidig blev lastbilerne også større og større i løbet af disse år. Det var også med til at sprænge rammerne, konstaterer Svend Koch, som arbejde som "svend" i lastbilværkstedet.

Derefter blev det besluttet at bygge nyt lastbilværksted på en tilstødende grund på Generatorvej. Det vare ikke bare et lastbilværksted, men Nordeuropas største og mest avancerede værksted for lastbiler med mere end 4.000 kvadratmeter under tag. Værkstedet var 115 meter langt og 25 meter bredt. Det havde 33 porte!

For Svend Kochs vedkommende kom det store nye værksted til at spille en væsentlig rolle, idet han blev udnævnt som værkfører en måneds tid før indvielsen.

- Det var mit ansvar at få al inventaret fra Dynamovej til Generatorvej, siger Svend Koch.

- Desuden medvirkede jeg til indretning af det nye værksted, som jeg i øvrigt blev værkstedschef for på et senere tidspunkt.

- Alt gik godt og fint efter tilrettelagte planer, men kun tilsyneladende. Derfor kom det som et lyn fra en klar himmel, da vi i 1978 modtog det chokerende budskab, at virksomheden var gået i betalingsstandsning.

Betalingsstandsning

I Hans Lehman-koncernen gik i betalingsstandsning midt i 1978. Der var ganske enkelt ikke styr på økonomien. På salgssiden var der tale om et kæmpe underskud. Dertil kom en beholdning på 300 brugte og usolgte lastbiler, som var taget i bytte for nye lastbiler.

- Økonomien var så uoverskuelig at ledelsen valgte at lukke, husker Svend Koch, men da boet var endeligt gjort op efter tre måneder, og det viste sig der var penge til at betale alle kreditorer, kunne virksomheden altså godt have kørt videre. En virkelig dårlig ledelse af virksomheden.

I stedet blev værkstedet overtaget af det Volvo-ejede selskab Bilia, som drev det videre. indtil det blev overtaget af Volvo-forhandler O. Sommer. I 2001 blev dørene til det store værksted lukkede og lyset slukket.

Eftermarkedschef

Det var Svend Koch beskåret at medvirke både til åbningen af værkstedet og til lukningen efter 25 år som værkstedschef.

Fra 2001 til afslutningen af erhvervskarrieren og 50 års jubilæet den 1. februar 2010 har Svend Koch fungeret som eftermarkedschef hos Volvo Trucks Center Danmark i Tåstrup.

- Selvom det har været en spændende karriere, kommer jeg ikke til at savne den, siger han.

- Nu glæder jeg mig til at bruge mere tid på min familie, som udover min hustru tæller to børn og ti børnebørn. Her får jeg rigeligt at se til, slutter Svend Koch.

Fakta

Den Kongelige Belønningsmedalje med krone kan tildeles for en anerkendelsesværdig indsats efter 50 års uafbrudt ansættelse i samme private virksomhed eller i forbindelse med fratræden efter mindst 40 års uafbrudt ansættelse i samme private virksomhed.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.46