23948sdkhjf

Branchen jubler over udskydelse

DI Transport mener, at udskydelse af kørselsafgifter for lastbilerne er nødvendig, mens DTL synes, at det er en klog beslutning.
Teknologien var ikke klar

Skatteminister Troels Lund Poulsens udskydelse af kørselsafgifterne for lastbiler til 2013 et en beslutning, som transportbranchen har ventet længe på.

- Det er gået som ventet, siger Michael Svane, direktør i DI Transport.

- Regeringens tidsplan har ikke kunnet holde. Endnu en gang viser teknologien sig at være udfordringen. Hertil kommer den åbenlyse udfordring, som knytter sig til det velkendte faktum, at kørselsafgifter er en ganske dyr måde at opkræve penge på.

- I Dansk Industri mener vi, at den seneste udsættelse bør føre til, at der nu foretages en samlet kortlægning af de teknologiske muligheder for en kørselsafgift.

- Vi ser meget gerne, at der foretages en vurdering af en fælles teknologi for alle køretøjskategorier. Vi har i erhvervstransporten ikke lyst til at være teknologiske forsøgsdyr for derefter at skulle skifte teknologi på ny, siger Michael Svane.

DTL: Vi er tilfredse

Transportbranchens anden store organisation, DTL, er også tilfreds med, at skatteminister Troels Lund Poulsen har udskudt kørselsafgifter for lastbiler til tidligst 2013.

- Det er en klog beslutning, siger DTLs adm. direktør Erik Østergaard.

- Det var indlysende for de fleste, at teknologien på nuværende tidspunkt langt fra er klar. Derfor undgår regeringen en dyr, langvarig IT-sag på skatteborgernes regning.

- Hvis kørselsafgifterne var blevet indført efter den tyske Maut-model, ville en halv milliard kroner gå alene til administration af systemet.

Afgifterne er ikke grønne

Erik Østergaard påpeger også, at kørselsafgifter på lastbiler heller ikke er grønne, som de kaldes.

- Det har for lastbiler ingen adfærdsregulerende effekt, for varerne skal jo frem, siger han.

- Der er ikke reelle alternativer til lastbilerne. Kørselsafgifter på lastbiler giver ikke færre lastbiler på vejene. De kan derimod have en effekt på personbilerne.

- Vi får nu tid til at overveje alternative opkrævningsformer, herunder vores forslag om at forhøje den eksisterende vejbenyttelsesafgift og øge diesel- og brændstofafgiften.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094