Formålet med strategien er at øge koordinationen og samarbejde på tværs af de maritime myndigheder og erhverv. Det vil betyde, at kompetencer og viden deles bedst muligt, og at der skabes et samlet overblik over hele indsatsen på det maritime område.
- De maritime erhverv bidrager væsentligt til dansk økonomi og til beskæftigelsen, siger økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen.
- I regeringen har vi fokus på Det Blå Danmarks betydning og potentiale for at skabe vækst og jobs. Samtidig er det helt afgørende, at vi sikrer klima- og miljømæssigt bæredygtige løsninger, ligesom vi skal styrke sikkerheden til søs.
- Strategien samler den danske indsats på det maritime område under fem mål:
* Gode udviklingsmuligheder for de maritime erhverv
* Mindsket udledning af drivhusgasser og reduktion af luftforurening
* Beskyttelse af havmiljøet og kystzonen
* Øget sikkerhed til søs
* Koordination af indsatsen på det maritime område
Med strategien følger regeringen op på EU's Integrerede Maritime Politik, som blandt andet har peget på nytten af styrket koordination i medlemslandene af deres maritime indsats.