Traditionelt har de store krydstogtskibe altid tiltrukket sig en del opmærksomhed, når de ankommer til København.
- København er en meget eftertragtet krydstogtsdestination på grund af de gode internationale forbindelser  både via lufthavnen og motorvejene, fortæller Arnt Møller Pedersen, general manager i Copenhagen Malmø Port (CMP), der står for krydstogtsanløbene i København.
- København har god plads og fine faciliteter til krydstogtsskibene. Det tiltrækker mange rederier.
Der er anmeldt 308 skibe i 2010 og det forventes, at der lander omkring 675.000 passagerer og 200.000 besætningsmedlemmer til København i løbet af sæsonen.
Ny sms-serviceSom noget nyt kan man i år tilmelde sig en service, så man får en sms eller en e-mail, når et krydstogtskib lægger til kaj i København. Det er ligesom i lufthavnen, siger Arnt Møller.
- Her kan man få en besked, når et fly er landet eller forsinket. Det kan man nu med krydstogtsskibe. Det er en service, som mange nysgerrige københavnere har efterspurgt  men som også taxachauffører og andre i servicebranchen kan have glæde af.
Man kan tilmelde sig servicen på CMPs hjemmeside: (
www.cmport.dk).
Ny krydstogtskajI 2013 indvies en helt ny krydstogtskaj i Nordhavnen med endnu bedre faciliteter.
- Der kommer flest tyske krydstogtsgæster. Tidligere var flest amerikanere.
I 2009 havde København besøg af 151 forskellige nationaliteter, der alle ankom til byen med et krydstogtsskib.
Næsts sæson tegner allerede nu til også at blive et nyt rekordår.
Allerede nu er der tilmeldt 326 skibe i 2011 og man forventer op til 725.000 passagerer og 300.000 besætningsmedlemmer.