23948sdkhjf

Masser af politik på transportmesse

Fremtidens transportbranche, trafiksikkerhed og kollektiv trafik er blandt emnerne, der skal diskuteres på Transport 2015.
Officiel åbning, politiske debatter, seminarer og rundbordssamtaler er på programmet fra 19. til 22. marts, når transportbranchen er samlet til Transport 2015 i MCH Messecenter Herning.

Transportminister Magnus Heunicke foretager den officielle åbning af Transport 2015 og er desuden hovedtaler.

- Jeg ser frem til mit besøg på transportmessen i MCH. Jeg har været der før, hvor jeg har deltaget i de politiske debatter. Det er et fantastisk forum, hvor branchen er samlet i nogle flotte rammer, så der er rig mulighed for at blive opdateret på de seneste nyheder på markedet, udtaler transportminister Magnus Heunicke.

Fremtidens transportbranche og kollektiv trafik til debat
Både torsdag og fredag afholdes politisk debat på transportmessen. Torsdag den 19. marts kl. 10.30 er fremtidens transportbranche til debat med deltagelse fra brancheorganisationerne og politikerne Kristian Jensen, Andreas Steenberg, Eigil Andersen, Rasmus Prehn og Finn Sørensen. Journalist og nyhedsvært ved TV2 Jens Gaardbo er ordstyrer under debatten.

På Busmessen, som gennemføres fra 19. til 21. marts under Transport 2015, er Danske Busvognmænd vært ved en debat omkring kollektiv trafik fredag den 20. marts kl. 13.00 i Hal H.

- Et af omdrejningspunkterne vil blandt andet være, hvordan chaufføren, trafikselskabet og busselskabet i fællesskab formår at levere de bedste løsninger, og hvordan de kan leve op til kravene fra fremtidens passagerer, udtaler administrerende direktør Steen Bundgaard, Danske Busvognmænd.

Rundbordsdialog om trafiksikkerhed
Trafikordførerne Anne Baastrup og Kristian Pihl Lorentzen er sammen med Mette Fynbo fra Havarikommissionen for Vejtrafikulykker og Jesper Søllund fra Rådet for Sikker Trafik inviteret til rundbordsdialog på Transport 2015 lørdag den 21. marts kl. 13.00.

Initiativtageren er chauffør Henning Olsen, som gennem en længere periode har kørt i en bil fuldt udstyret med kameraer.

- Min vognmand og en lang række sponsorer har investeret i et kameraprojekt, som har resulteret i relevant dokumentation fra trafikken. Målet med projektet har været at reducere tragiske ulykker, men projektet har udviklet sig til at indebære meget mere end det, og det glæder jeg mig til at få en dialog om under transportmessen i Herning, udtaler chauffør Henning Olsen, Vognmand Kim Ancker.

Artiklen er en del af temaet Transport 2015.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.116