23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Transportmagasinet
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Se billederne - Her er de tre nominerede til Årets Opbygning

72 deltagere blev til tre nominerede. Påhængsvogn til bådtransport skal dyste mod to helt specielle kranløsninger om titlen som Årets Opbygning på Skandinaviens største indendørs transportmesse i MCH Messecenter Herning.

Fredag blev de tre nominerede til titlen som Årets Opbygning på Transport 2015 afsløret. Det skete på AutoBranchen Danmarks stand på transportmessen i Herning.

I alt har de udstillende opbyggere tilmeldt 72 opbygninger til konkurrencen. En dommerkomité har nomineret tre af opbygningerne ud fra 12 kriterier som eksempelvis relevans, potentiale, kreativitet og fleksibilitet.

- Fælles for de tre nominerede er, at de netop er kreative, fleksible og tager udgangspunkt i konkrete kundebehov, siger Michael Nørregård, underdirektør i AutoBranchen Danmark og talsmand for dommerpanelet.

Verdens laveste opbygning med 110 tonsmeter kran

Magnus Skak, der er med i opløbet, begyndte for seks år siden at importere kraner fra tyrkiske Erkin World Power. Det førte til Skaks Kran Import & Eksport, som står bag en helt speciel opbygning til Bøje Kran og Maskintransport i Horsens: en gennemtænkt kranbil til bakseopgaver.

- Kunden har behov for at kunne køre ind med store kraner gennem meget lave porte. Med en højde på kun 2,76 meter ligger kranen lavere end førerhuset, og faktisk er det her verdens laveste opbygning med en 110 tonsmeter kran. Og så er den bomstærk. Kranen løfter 26,3 tons på 4,3 meter, fortæller Magnus Skak.

Unik montagekran sikrer bedre lasteevne

Også HMF Group er nomineret for en speciel kranopbygning. Det drejer sig om en 85 tonsmeter montagekran, som er specialudstyret til montage af glasfacader og leveret til vognmand Klaus Hundborg i Hadsten.

- Opbygningen er speciel, fordi du kombinerer en bagmonteret kran på hele 85 tonsmeter med en ekstra god lasteevne. Kranopbygningens lave vægt giver mulighed for så stor en nyttelast og så god ladplads, at man kan køre med 20 fods skibscontainere, fortæller Peter Kristiansen, regional salgschef hos HMF.

Specialiseret påhængsvogn til bådtransport

Trailerpartner A/S er nomineret for en specialiseret påhængsvogn med udtræk til både i alle størrelser – også dem med en meget lang køl. Desuden kan traileren tilpasses til mange andre transportopgaver.

- Påhængsvognen er udviklet efter forespørgsler fra flere kunder, og der ligger rigtig mange ingeniørtimer bag. Den kan køre lovligt efter en stor kranbil og trækkes ud midt- og bagpå. Med en ladhøjde på blot 82 centimeter, bøjede aksler og hul i midten lettes håndteringen, forklarer Lars Sørensen fra Trailerpartner A/S.

Vinderen kåres lørdag aften

Vinderen af Årets Opbygning kåres til den store branchefest lørdag aften på Transport 2015. Hvem der skal løbe med sejren, afgøres af publikum og dommere i fællesskab. Læs mere på transport-messen.dk, Facebook, Instagram, Twitter og LinkedIn med #transportmessen.

Transport 2015 Se tema
BREAKING
{{ article.headline }}
0.078|