Aldrig har det været så billigt at fragte containere rundt på de syv have. Det skriver det nye digitale erhvervsmedie finans.dk og henviser til den seneste opgørelse over SCFI-indekset fra Shanghai Shipping Exchange.
Indekset, der viser spotpriserne på containerfragt på 15 forskellige ruter fra Shanghai til resten af verden, faldt sidste uge for sjette uge i træk og er nu nede i 763,95 - det laveste nogensinde.
Onsdag 1. april skulle en række rateforhøjelser fra Maersk Line og konkurrenterne ellers være trådt i kraft, blandt andet på ruterne fra Asien til henholdsvis Nordeuropa og USA, men de er tilsyneladende udskudt eller slået fejl.
Ifølge Seaintel er fem af de ni dybvandsruter i indekset nu på laveste niveau i mere end tre år.
Rederierne har den fordel, at prisen på brændstof er langt lavere end sædvanligt, men en rekordlav spotrate på eksempelvis 511 dollar pr. 20-fods container fra Asien til Nordeuropa må alligevel være tæt på tabsgivende for i hvert fald nogle rederier, konkluderer finans.dk.
Problemet er , at der stadig er væsentlig overkapacitet og ingen udsigt til bedringer, med mindre efterspørgslen stiger.
- I sådan et marked vil rederierne fortsat underbyde hinanden for at fylde deres skibe, indtil de rammer tabsgivende niveauer, hvor ingen (fornuftige) rederier går lavere, med mindre det er i håbet om at vinde markedsandele - en uholdbar idé, siden kunder skaffet ved at underbyde sjældent er særligt loyale, skriver Seaintel.
Det ugentlige SCFI-indeks har i snit ligget på 970,3 siden nytår, et fald på 9,5 pct. i forhold til niveauet i hele 2014.