Scan Global Logistics tilføjer en speditionsafdeling til sine lager- og logistikfaciliteter i HI-Park. Virksomheden er allerede i fuld gang med at søge speditører, skriver Herning Folkeblad.
-Vi forventer at have de første på plads til august, og inden årets udgang skal vi være 10. Ser vi halvandet til to år frem, skal vi være 20-25 på den speditionelle del, og lykkes vi med det, så har vi også fået bygget flere lagerhaller til i mellemtiden, fortæller Thomas Nørgaard til avisen.
Ifølge direktøren vil speditionsafdelingen blive en kombination af udlærte speditører, speditørelever og administrative medarbejdere.
Nyheden kommer efter Scan Global Logistic i sidste uge annoncerede, at man overtager B& O's distributionscenter og 13 medarbejdere i HI Park.
