23948sdkhjf

Stor gevinst ved motorvejsudvidelse

Motorvejsudvidelsen på Vestfyn har øget gennemsnitshastigheden med 20 km/timen, uden det er gået ud over trafiksikkerheden.
- Formålet med udvidelsen af motorvejen på Vestfyn var at øge fremkommeligheden, uden at det gik ud over trafiksikkerheden. Det ser ud til, at udvidelsen har levet op til formålet, siger Mike Boesen, Vejdirektorates projektleder på udvidelsesstrækningen Nørre Aaby - Middelfart.

Fynske Motorvej blev udvidet med ekstra kørespor på en cirka 10 kilometer lang strækning mellem Nørre Aaby og Middelfart i efteråret 2014. Det forskningsbaserede rådgivningscenter Trafitec har ved hjælp af spoler i vejbanen målt på hastigheden før, under og efter udvidelsen. Cirka 50.000 køretøjer benytter hver dag strækningen.

- Gevinsten er stor, især for trafikanterne i myldretiden, hvor der er sket en kraftig forbedring siden udvidelsen til seks spor. Hastigheden er steget markant, og der er en ensartet hastighedskurve. Det tyder på en mere rolig og ensartet kørsel, som bringer trafikanterne hurtigere og nemmere frem, siger Mike Boesen.

I eftermiddagsmyldretimen (16-17) er hastigheden efter åbning steget fra cirka 95 km/t til 115 km/t. Altså en stigning på 20 km/t. I dagtimerne uden for myldretiden er hastigheden efter åbning steget fra cirka 107 km/t til 115 km/t. Altså en stigning på 8 km/t.

Andre tal i undersøgelsen viser, at trafikken efter åbningen af de ekstra spor bliver afviklet mere ensartet end før.

I 2014 er spredningen i gennemsnitshastigheden en kilometer i timen mellem klokken 10-14 og to kilometer i timen mellem klokken 16-17. Trafikken afvikles altså rimelig ensartet fra dag til dag, med pålidelige rejsetider. Før udbygningen i 2013 var spredningen i gennemsnitshastigheden lidt over tre kilometer i timen mellem klokken 10-14, men helt oppe på 10 kilometer i timen i myldretiden.

Fald i antal uheld
Samtidig er Vejdirektoratet opmærksom på, om der er skabt risiko for flere ulykker på grund af den forøgede fart. Indtil videre er den større hastighed og bedre fremkommelighed ikke gået ud over antallet af uheld, som tværtimod er faldet.

Før udvidelsen var det gennemsnitlige antal uheld på strækningen 5,1 per måned. Efter udvidelsen har kun december 2014 ramt det niveau, mens der i tre af månederne har været ét uheld per måned.

- Den bedre fremkommelighed skulle også gerne medvirke til at øge trafiksikkerheden, for med færre køer burde risikoen for kollisioner blive mindre. De foreløbige tal viser et lille fald i antallet af uheld, så det peger i den rigtige retning. Der kan dog være brug for længere tid til at vurdere udviklingen, siger Mike Boesen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078