23948sdkhjf

Krigen om Mols-Linien i sidste fase

Småaktionærer stimler sammen i forsøget på at blokere overtagelse
Med to uger tilbage af det stående købstilbud fra kapitalfonden Polaris har foreningen Mols-Liniens Småaktionærer samlet omkring 300 medlemmer med sammenlagt 7,5 pct. af aktiekapitalen i forsøget på at blokere overtagelsen. Målet er at nå op på 10 pct., hvilket vil kræve for knap 15 mio. kr. aktier ved den nuværende kurs, da det er kravet for at forhindre en tvangsindløsning.

Hos Polaris' tager man dog nyheden med ophøjet ro.

- Det ændrer ikke noget, set fra vores side. Vi har 76 pct. af aktierne og det eneste officielle bud på bordet, understreger Jan Johan Kühl, ledende partner i kapitalfonden Polaris.

Han mener, at minoritetsaktionærernes tilsagn skal tages med et gran salt, da meget stadig kan flytte sig - hvilket i øvrigt også er meldingen fra talsmanden for Mols-Liniens Småaktionærer, Thomas Tang, der dog mener, at salget stadig kan falde ud til deres fordel:

- Vi regner i høj grad med at nå i mål med de 10 pct., og vi har sågar set noget, der kan minde om en forsigtig acceleration i tilgangen af medlemmer den sidste uge, siger talsmanden for Mols-Liniens Småaktionærer, Thomas Tang.

Skulle Polaris ikke nå op på 90 pct. af aktiekapitalen og dermed tvangsindløse de resterende aktier, er det fortsat kapitalfondens intention at afnotere selskabet fra fondsbørsen. Det med argumentet om, at Mols-Linien er for lille til at være på børsen, samt at en afnotering vil give mere ro til at lede virksomheden. Det skriver borsen.dk.

Oven i de to parters slagsmål har der desuden floreret rygter om modbud, ingen af hvilke har kunnet bekræftes endegyldigt fra de involverede parter. Den aarhusianske millardær Henrik Lind er blandt andre rygtedes at have et bud på 40 kr. per aktie i støbeskeen. Han har dog undladt at kommentere yderligere på rygterne.

Slutspurt fra begge sider

Med kun cirka to uger tilbage af budperioden går begge parter nu i gang med den slutspurt, der vil ende med at tilgodese en af parterne.

Hos Polaris er Jan Johan Kühl optimistisk:

- Det er gratis at melde sig ind i en forening i håb om at få forhøjet prisen. Men det eneste der tæller er den dag, hvor vores bud udløber, den 12. august, skal hver aktionær gøre op med sig selv, om de vil sælge, siger han.

Hos Mols-Liniens Småaktionærer vil man "kæmpe med alle midler" for at undgå salget, og man kalder derudover sagen for "principiel:"

- I dag er det Mols­‐Linien. I morgen kan det være en anden virksomhed, som bliver bytte for en kapitalfond, der ser stort på de mange mindre investorer i Danmark og deres rettigheder, lyder det.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.189