23948sdkhjf

Større sikkerhed under transport er på EU's dagsorden

Europas transport- og logistikbranche er udfordret, når det gælder sikkerhed for vejtransporten. Derfor er der brug for fælles løsninger, siger ITD
Den 6. og 7. oktober 2015 havde EU-Kommissionen i Bruxelles arrangeret en større konference om midler til at øge sikkerheden for gods, lastbiler og varer under transport, samt varer under oplagring på terminaler. Baggrunden for konferencen er længere tids EU-fokus på området.

- Det er glædeligt, at EU-Kommissionen sætter ind for at øge sikkerheden for, at varer, lastbiler og gods kommer sikkert frem til modtageren over hele EU, siger chefkonsulent i ITD Anders Jessen, der deltog i konferencen.

Han tilføjer, at selvom problemet er stort, så mangler der i dag tilstrækkelige data om omfanget af transportkriminaliteten. Selvom statistikker viser, at det generelle antal af kriminelle hændelser er faldende, så siger Anders Jessen, at så længe der ikke eksisterer en god oversigt over kriminalitetens omfang, kan politi og myndigheder ikke målrette indsatsen over for problemet, især i forhold til grænseoverskridende hændelser.

- EU arbejder målrettet på at etablere et fælles elektronisk EU-indberetningssystem, som skal indeholde basale oplysninger om de pågældende hændelser og skabe et mere sandfærdigt billede af tilstandene i branchen. Systemet skal bæres af en fælles EU-norm, og det forventer vi os meget af, siger Anders Jessen.

Der blev på konferencen også lagt op til et øget samarbejde på tværs af politi, myndigheder og erhvervslivet i alle EU-lande, da det er vigtigt, at data deles på tværs af landene. Anders Jessen bifalder ambitionen om et tættere samarbejde mellem myndighederne og branchen og henviser til, at Danmark på mange måder er gået foran på dette område.

- I Danmark har vi allerede gode erfaringer med et offentligt-privat samarbejde om emnet. Bl.a. eksisterer der siden 2011 en national handlingsgruppe, hvor Rigspolitiet, Brancheorganisationen Forsikring & Pension samt alle danske transportorganisationer løbende mødes for at øge fokus på forebyggelse af transportkriminalitet, siger Anders Jessen.

Konferencen resulterede i en anbefaling om, at der etableres en fælleseuropæisk, ikke-kommerciel database, hvortil alle EU-lande løbende skal indberette godstyverier under transport.
Læs mere om: ITD
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.572