23948sdkhjf

Tung trafik skal sprede gassen

HMN Naturgas håber, at tung trafik som busser og renovationsbiler kan være med til at skabe et sekundært marked for gasbiler i Danmark
Vi halter bagefter i Danmark. I hvert fald når det kommer til udbredelsen af gasbiler på det nationale vejnet. Men hvordan knækker man koden, der får flere danskere til at vælge en bil, der kører på gas, fremfor de miljøskadelige fossile brændstoffer?

Administrerende direktør i HMN Gassalg Henrik Iversen tror, at det handler om at skabe grundlaget i infrastrukturen – så skal bilerne nok komme:

- Vi har en ide om, at hver gang vi opretter en gastankstation, vil vi gøre den offentligt tilgængeligt – for hvis tankstationen ikke er der, så køber man heller ingen gasbil, siger han, og uddyber:

- Det er lidt ligesom hønen og ægget. Men et eller andet sted må man starte, så ved at gøre dem åbne for alle, vil der komme mulighed for, at der kommer flere gasbiler på vejene, er jeg sikker på.

Vigtigt med basisafsætning

Det, der indtil videre har drevet oprettelsen af gastankstationer i Danmark, er den tunge trafik af busser og renovationsvogne. Og netop disse har også en indflydelse på den strategiske og geografiske placering af tankstationerne.

- Der skal være en basisafsætning, som drives af den tunge trafik. Så de placeringer, vi vælger, er der, hvor vi kan se, der er potentiale for busser eller renovationsvogne, hvilket typisk er tæt på nogle af de større byer. For eksempel ved store affaldsværker, eller i byer som Holstebro og Gladsaxe, hvor vi har lavet anlæg til bybusserne, siger Henrik Iversen.

Nu får Københavns Lufthavn, som den første lufthavn herhjemme, en offentlig gastankstation. Med den er vi oppe over 10 gastankstationer herhjemme – men hvor ligger egentlig det realistiske niveau for et land på vores størrelse?

- Hvad niveauet vil være, er svært at sige. Jeg vil tro, det kunne ligge omkring de 100 – det er ikke analyseret dybere, men det ville være passende på kort sigt, for mig at se, siger Henrik Iversen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141