23948sdkhjf

Ny opfindelse advarer mod fotovogne

Lever man af sit kørekort, er det surt at få et klip eller en fartbøde ind ad brevsprækken - men det kan en ny opfindelse være med til at afhjælpe
Den er på størrelse med en æske tændstikker. En undselig, sort plastik-dims med to knapper. Det eneste, den umiddelbart kan, er at bippe og blinke med en lille lysdiode i forskellige farver. Og så kan den spare dig penge.

Saphe, som dimsen hedder (udtales som det engelske ’safe’), er udviklet af nordjyden Freddy Sørensen. Om det spiller en særlig rolle, at han er nordjyde, der jo er berygtede for at være påholdende med deres penge, nævner historien intet om. Men idérig, det er han.

Saphe virker gennem en app på din smartphone, der ved hjælp af en energi-effektiv GPS holder øje med bilistens placering. Dingenotens opgave er så at vække bilistens opmærksomhed med en lille bip-lyd, hvis trafikanten skal være ekstra opmærksom og sænke farten. Blinker lampen blåt, er der tale om en fotovogn – og blinker den rødt, er der tale om en ulykke.

Dummebøder

Det var politiets store oprustning på fotovogne, der tidligere i år satte Freddy Sørensen i gang med at udvikle Saphe.

- Fotovognene holder overalt, og det er alle, der får fartbøder nu. Det er min far på 78 år, ikke bare fartbøllerne, siger Freddy Sørensen, og fortsætter:

- Jeg kalder dem dummebøder, fordi vi kører efter forholdene, og ikke altid efter speedometeret. Ligger man som en motorbølle og kører 110, hvor man må køre 80, er det fair at få en bøde. Men ligger man og kører i udkanten af byerne, er det lidt mere tarveligt.

I modsætning til de omdiskuterede fartkontrols-apps, er det med Saphe ikke nødvendigt at rode rundt med telefonen under kørslen – noget, man jo i værste tilfælde også kan få en bøde for.

Relevant for transportbranchen

Bøder og klip i kortet er ærgerlige, hvis man som mange i transportbranchen lever af at færdes på vejene, mener Freddy Sørensen:

- For alle dem, der arbejder med et køretøj og er afhængige af deres kørekort, er det at undgå klip jo afgørende for at beholde sit arbejde. Og fartbøderne hænger man selv på.

Selvom det kunne lede tankerne derhen, er Saphe, i modsætning til tidligere tiders laser- eller radardetektorer, lovlig. Freddy Sørensen har været i dialog med politiet, FDM og Rådet for Sikker Trafik, der alle er positive, ikke mindst over de trafiksikkerhedstiltag, der kan bygges ind i opfindelsen.

Forsker ser potentiale

Harry Lahrmann, trafikforsker ved Aalborg Universitet, kan godt se mulighederne i Saphe:

- Det handler i bund og grund om åben og skjult kontrol. Hvis politiet via det her produkt eller på anden vis advarer halvdelen af gangene, de er ude, skaber det en eksponering og bevidsthed blandt bilisterne. Men der skal selvfølgelig også være skjult kontrol, så vi ikke kun kører pænt, der hvor fotovognene er, siger han til Nordjyske Stiftstidende.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.234