23948sdkhjf

DHL ser muligheder i gods på bane fra Kina til Danmark

Stor udvikling i kinesisk industri åbner for udviklingen af jernbanegodstransporten mellem Asien og Europa
Selvom det lige nu er blot 1-3% af eksporten fra Kina til Europa, der bliver foretaget på bane, så er potentialet stadig voksende. Det vurderer Marion Heusser, der er forretningsudviklingsdirektør hos DHL Global Forwarding.

På det kinesiske marked er der mange tiltag, der er med til at fremme vækst på jernbanetransporten. Virksomheder flytter ind i landet og det skaber nye logistiske udfordringer, for hvis de skal være konkurrencedygtige, kræver det nye forbindelser - også på jernbanen.

Som det ser ud nu, er sø- og luft stadig de helt store spillere, når godset skal transporteres fra Kina til Europa. Men ser man på prisen og leveringstiden, kan jernbanen gøre sig gældende - for hvor luftfragten er dyr, men hurtig, og søen er langsom, men billig - så er jernbanen den gode middelvej.

- Bane giver mere fleksibilitet til industrierne. Det giver også mulighed for virksomhederne at bevæge sig ind på nye områder, hvor de tidligere ikke har været konkurrencedygtige på grund af prisen på shipping, siger Marion Heusser.

Idéen er som sådan ikke ny. I 2011 startede DHL med at teste markedet og undersøge potentialet, og i dag er de vokset fra 1 tog til 11, der alle kører jævnligt og gør det muligt med gods i transit fra Japan og Korea over Kina og videre.

Jernbanen skal være konkurrencedygtig for mindre shipments, der ellers ville være sendt med fly - for selvom jernbanen er mere miljøvenlig end både vej- og lufttransport, så er det ikke nok til at få kunderne til at skifte shippingform. Det er bundlinjen, der bliver kigget på.

Politisk er der stor velvilje for at flytte mere af godset til bane, og det er helt afgørende, at de lokale styrelser arbejder hårdt på at forbedre vilkårene. Og selvom man, måske med tanke på de danske forhold på jernbanerne, kunne forestille sig, at jernbanen ville være udsat for elementernes rasen, så afviser Marion Heusser den bekymring:

- Jernbanefragten bliver ikke påvirket af vinteren, det kører efter skemaet uanset hvad. Vores system har kørt jævnt siden 2013 i det netværk, vi bruger nu, og med de nuværende tider kan vi nå de kritiske 3 ugers transittid fra dør til dør, siger hun, og understreger, at fordi jernbanen også er en kritisk trafiknerve i persontransporten i Kina, så er vedligeholdelsen af banelegemet også helt i top.

DHL arbejder lige nu med at udvikle temperaturregulerede containere, så også følsomt gods kan transporteres sikkert gennem de meget kolde egne af Rusland, som banen bevæger sig igennem.

- Jernbane mellem kina og europa virker. Vi vil i fremtiden se, at det udvikler sig mere. De kinesiske politikere skubber på, og vi forventer det vil fortsætte de næste år, slutter Marion Heusser.

DHL er ejet af det tyske postvæsen og beskæftiger 220 medarbejdere i DHL Denmark. De er den største udbyder af luftfragt i Danmark og nr. 2 på sø. DHL Danmark har kontorer i Kastrup, Aalborg og Vejle.
Læs mere om: DHL
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094