23948sdkhjf

EUs luftfartspakke skal fra ord til handling

DI Transport tager positivt imod ny luftfartspakke, mens LO efterlyser handling bag de flotte ord
Europa-Kommissionen præsenterede mandag sit udspil til en europæisk luftfartsstrategi. Den skal ifølge EU’s transportkommissær Violeta Bulc give europæisk luftfart et nyt afsæt.

Europa-Kommissionens strategi kommer, netop som regeringen er ved at indlede et arbejde med en dansk luftfartsstrategi. Rammerne for det arbejde vil regeringen præsentere først i det nye år.

En del af EUs luftfartsstrategi handler om at skabe et fælleseuropæisk regelsæt for brugen af droner i Europa. Det er ikke ukendt for Danmark, som længe har arbejdet med regulering af droner, der varetager flere hensyn på samme tid, for eksempel flyvesikkerhed og sikring af privatlivets fred.

Kommissær Violeta Bulc har ydermere i et indlæg i Jyllands-Posten om den europæiske luftfartsstrategi givet udtryk for, at hun vil skabe klarhed om den gældende lovgivning for meget mobile arbejdstagere.

- Med EU’s luftfartsstrategi er det vigtigt at finde den rette balance mellem regler, der på den ene side understøtter en effektiv sektor og på den anden side sikrer ordnede forhold for de ansatte i luftfartsbranchen, påpeger transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt.

Direktør i DI Transport, Michael Svane er optimistisk. Han skriver i en kommentar på DI Transports hjemmeside, at både det danske og europæiske arbejde "[...] indvarsler et højt politisk fokus på luftfartens og dens rammevilkår. Der er grund til optimisme med en klar opfordring til handling. De mange fine ord skal omsættes til konkrete forbedringer for luftfarten og erhvervslivet i Danmark og i EU."

Samtidig understreger han, at det store fokus på luftfarten skaber glæde i DI og i Dansk Luftfart.

LO savner dog flere konkrete tiltag.

- De flotte ord skal følges op af handling. Som det står nu i strategien, er der en masse erklæringer, men ingen konkrete tiltag. Det er fint at ville styrke dialogen med arbejdsmarkedets parter, men det står hen i det uvisse, hvilke konkrete tiltag der skal sikre kvalitetsjob og skabe klarhed om de ansattes rettigheder, som hun (Violeta Bulc, red.) taler om. Jeg vil heller ikke udelukke, at det kan være nødvendigt at se på nye regler, siger LOs næstformand Arne Grevsen.

Derfor vil LO fortsat holde Kommissionen op på, at der skal ske noget på den sociale dagsorden. Der er ikke brug for flere analyser og hensigtserklæringer, men konkret handling.

- Vi ønsker at begrænse unfair konkurrence fra lavprisselskaber og tredjelandeoperatører, der praktiserer social dumping og ikke overholder gængse arbejdstagerrettigheder. Vi vil have ordentlige job og en bæredygtig luftfartsbranche, hvor der ikke konkurreres på laveste fællesnævner til skade for de ansatte i luftfarten. Tværtimod skal der investeres i innovation og udvikling, kvalitet og sikkerhed, siger Arne Grevsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.299