23948sdkhjf

DI: Aftalen i Paris er historisk

Resultatet af konferencen COP 21 er en stor succes for klimaet, erhvervslivet og det internationale samarbejde, mener DI
Aftalen på COP21 i Paris omfatter alle lande i verden. Den bygger på landenes egne indmeldinger til FN, og hvert femte år skal man kigge på muligheder for at øge ambitionerne.

- Omstillingen til klimavenlige og mere effektive energisystemer er i gang mange steder i verden, men aftalen vil være med til at accelerere udviklingen. Det er meget store investeringer, der skal gennemføres i de kommende år, når landene skal opfylde deres egne klimaplaner, siger direktør i DI Tine Roed.

Der kan være forskel på, hvordan de enkelte lande vælger at implementere aftalen. Men det er en fordel for virksomhederne, at alle lande er med, da det også kan give mere ensartede konkurrencevilkår.

Aftalen pålægger juridisk landene at indsende stadig mere ambitiøse landeplaner. Det giver sikkerhed for, at landeplanerne implementeres og dermed også større investeringssikkerhed for erhvervslivet. Målene er ikke juridisk bindende, men det er en forudsætning for at have så bred en international opbakning.

De landeplaner, som 185 lande allerede har afleveret til FN, sender et stærkt politisk signal, som vil blive fulgt op og løbende overvåget.

- Det er imponerende, at det er lykkedes at lave en aftale, hvor alle lande i verden er med. Det er selvfølgelig afgørende, at politikerne tager hjem fra Paris og handler på baggrund af planerne. Men aftalen sikrer, at der bliver fulgt op på, om planerne bliver overholdt. Samtidig skal ambitionerne justeres hvert femte år, siger Tine Roed.

EU vil samlet set reducere CO2-udledningen med 40 procent i 2030. DI bakker fuldt op om det mål og opfordrer politikerne herhjemme og i Bruxelles til at tilrettelægge energipolitikken efter 2020, så den spiller bedst muligt sammen og styrker EU’s indre energimarked.

Aftalen i Paris kan få stor betydning for de mange danske virksomheder, som producerer energiteknologi. Forud for COP21 har DI analyseret landeplanerne fra USA, Kina, EU og Mexico. Hvis de bliver gennemført som lovet, er der mulighed for, at danske virksomheder kan fordoble eksporten til disse fra lande fra 60 milliarder kroner sidste år til 120-125 milliarder kroner i 2030.

- Der er store muligheder for danske virksomheder, og med aftalens fokus på at øge indsatsen løbende kan det udvikle sig endnu mere positivt. Men det kræver fuld fokus fra alle, hvis vi skal udnytte mulighederne. Virksomhederne skal udvikle stadig bedre løsninger, og politikerne skal sikre gode rammevilkår, siger Tine Roed.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094