Københavns Lufthavn er kommet med forslag om, at der etableres en særlig fond, der skal stå for at udvikle, styrke og udvide de danske indenrigsruter.
Det skriver check-in.dk
I Aalborg Lufthavn mener man, at Københavns Lufthavns fokus er helt forkert.
Søren Svendsen, direktør i Aalborg Lufthavn, mener, at det er forkert, når CPH tror, at det er de danske skatteydere, der skal smide penge efter en sådan fond. Han tilføjer, at passagerafgiften i CPH er fordoblet på to år, mens den i Aalborg har været uændret i 24 år.
Han har et helt konkret forslag til hvad Københavns Lufthavn i stedet kunne gøre.
- Jeg synes, at Københavns Lufthavn skal vise, at den er til glæde for flytrafik for hele landet. CPH bør genåbne Terminal 1 igen, så slipper man for køerne og kan forsvare at tage forskellige passagerafgifter. Det er efterhånden på tide, at CPH fokuserer på dansk indenrigsflyvning i stedet for deres ejere, siger Søren Svendsen til check-in.dk.
Heller ikke i Billund Lufthavn bryder man sig om Københavns Lufthavns ide. Det offentlige bør ikke støtte enkeltruter på bekostning af andre, lyder budskabet.