23948sdkhjf

Banegods ind og ud af Danmark halveret

Siden 2000 er godstransporten med tog ind og ud af Danmark faldet med 60 pct. Bedre samarbejde mellem myndigheder og transportbranche kan løfte tallet, mener DI
Der bliver kørt langt mindre gods med tog til, fra og inden for Danmark, end der gjorde i 2000. Det viser en ny rapport fra Trafik- og Byggestyrelsen.

Det store fald modsvares af en stigning i gods, der kører på skinner gennem Danmark. Den samlede godsmængde er i perioden steget fra lige godt to mia. tonkm i 2000 til 2,4 mia. i 2014. Samtidig er den nationale toggodstransport samt internationale kørsel til og fra Danmark faldet fra ca. en mia. tonkm til omtrent 0,4 mia tonkm i 2014. Et samlet fald på 60 pct.

- Der er stort potentiale i banegodstransport, men rapporten påpeger en del af de udfordringer, der har givet det store fald. Det er et sammensat billede med mange små og store udfordringer, men det er positivt, at der nu er sat fokus på mange af problemerne, siger chefkonsulent Rune Noack, DI Transport.

Rapporten fremhæver blandt mange ting, at godstogene er plaget af ret stor grad af forsinkelser, at mange læssepladser ikke er indrettet særlig godt, og at priserne på danske godsterminaler er højere end i andre lande.

- Der er ingen lette løsninger på problemerne, men det kunne f.eks. være gavnligt at sænke prisen, man betaler for ikke at krydse Storebælt. Som det er nu, betaler man fuld pris, hvis man aflyser et godstog. Det gebyr bør i hvert fald sænkes, siger Rune Noack.

Rapporten fra Trafik- og Byggestyrelsen ”fremme af gods på bane” indeholder flere forslag til, hvordan netop det kan ske. Blandt andet påpeges det, at et bedre samarbejde mellem branchen og myndigheder kan belyse problemer og løsninger inden for banegodstransport. Der foreslås også flere læssepladser, enklere standarder for åbning af sidespor og bedre betingelser for aflysning af togafgange over Storebælt.

- Fra transportbranchens side er vi meget indstillet på at levere input til det videre arbejde. Det er vigtigt, at der nu bliver fulgt op, så vi kan få udnyttet det potentiale, der er i banegodstransporten i Danmark, siger Rune Noack.

Han påpeger, at EU også har stort fokus på at forbedre mulighederne for godstransport på skinner.

- En af de store udfordringer er, at EU-landene bruger forskellige signal- og strømsystemer. Her er der i EU-regi planer om investeringer i et fælles system, og det vil være et godt skridt på vejen, siger Rune Noack.

Kilde: DI Business

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078