23948sdkhjf

Fart på midtjyders vækstplan

Dantra ekspanderer øst for Storebælt.
Midtjyske Dantra kan nu offentliggøre købet af U.L.R. Transport, der med base i Snertinge tilbyder tanktransport af blandt andet kemikalier. Samtidig er indgået en kontrakt med Statoil, der med virkning fra 1. juli sikrer Dantra al brændstofkørsel til kædens sjællandske stationer.

Udgangspunktet for Dantras aktiviteter i Østdanmark bliver helt nye kontor-, værksteds- og chaufførfaciliteter ved Skandinavisk Transport Center i Køge.

- Vi ønsker at udvide og styrke vores platform på Sjælland, og med købet af U.L.R. Transport samt de nye faciliteter i Køge får vi et stærkt fundament for ekspansionen. U.L.R. Transport er en mangeårig kollega, og ligesom Dantra er U.L.R. en velkendt virksomhed med stor erfaring. Ikke mindst derfor er vi et godt match, siger Kenneth Jensen, der er administrerende direktør for Dantra.

Stigende krav fører til konsolidering
Uffe Lønborg Rasmussen, der grundlagte U.L.R. Transport i 1984, lægger ikke skjul på, at dagens store krav til transportvirksomheder har fremskyndet hans planer om et generationsskifte.

- Både love, regler og kunder stiller større krav til transportfirmaer, ikke mindst inden for et nicheområde som vores. Det er klart, at behovene for godkendelser, certificeringer og kvalitetsstyring bidrager til konsolidering i branchen, og derfor var tiden moden til et generationsskifte, vurderer vognmanden.

Alle medarbejdere i U.L.R. Transport fortsætter hos Dantra, og Uffe Rasmussen selv får en rolle som driftsleder på Sjælland. Med salget til Dantra lægger han vægt på at sikre ordentlige forhold for både medarbejdere og kunder.

Dantra-koncernen

Dantra er med sine over 110 vogntog blandt Nordeuropas førende udbydere af tanklogistik.

Koncernen, der er grundlagt i 1920, består af transportvirksomhederne Dantra A/S (Danmark), Dantra AB (Sverige) og DT Transport Baltic UAB (Litauen).

Dantra beskæftiger totalt cirka 180 medarbejdere og har hovedkontor i Hjøllund.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093