23948sdkhjf

Ny vognmand i klassen

HM Logistik er på 10 måneder vokset fra to lastbiler til 15 – heriblandt en ny blokvogn, der kan flytte materiel op til 80 ton.

Firmaet HM Entreprenør er kendt for sin disciplin, målrettethed og vækst. Entreprenøren med base i Glud ved Horsens havde så mange indlejede vognmænd til at hjælpe sig med at køre jord og maskiner, at virksomheden tog en beslutning om at drive hovedparten af disse transportopgaver i eget navn.

I maj sidste år blev HM Logistik ApS etableret med to lastbiler i garageanlægget. Det antal er siden vokset til 15. Selv om firmaet i dag klarer en stor del af transporterne selv, gør man fortsat brug af indlejede vognmænd.

- Vi har nok at se til og har fået en god start, pointerer produktionschef Flemming Mortensen fra HM Logistik.

- Vores filosofi er, at lastbilerne ikke skal stå stille. De skal ud at køre og tjene penge. Derfor har vi to chauffører på næsten alle vores lastbiler.

Flytter materiel om natten

Typisk kører lastbilerne sand og grus om dagen fra HM’s egne grusgrave. Andre opgaver i dagtimerne er transport af betonknus og jord. Typisk flytter lastbilerne entreprenørmaskiner for såvel HM Entreprenør som kunder om natten, så maskinerne står klar ved byggepladserne næste morgen.

- Det handler om at effektivisere og optimere arbejdsgange og rutiner. Vores folk skal i gang med gravearbejdet klokken 6 om morgenen. De skal ikke stå og vente på, at gravemaskinen først ankommer til byggepladsen over middag, forklarer Flemming Mortensen.

Op til 80 ton

Vognparken består af 15 trækkende enheder, hvoraf flere er 7-akslede vogntog med tipsættevogn og kærre. Vognparken tæller også blokvogne. En af dem er en ny Faymonville Variomax 2+4, som kan flytte grej op til 80 ton.

- Vi skal naturligvis kunne flytte de største entreprenørmaskiner, uanset hvor de skal køres hen i landet, fastslår Flemming Mortensen.
HM Entreprenør ejes og drives af Michael Mortensen, som senere på året flytter hele firmaet til ny adresse syd for Horsens. Her har firmaet opkøbt 77.000 kvadratmeter erhvervsjord, hvor der skal bygges nyt værksted, lager og administrationsbygning.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094