23948sdkhjf

Kloakfirma henter nye kræfter

Et stigende antal rotter og kloaksystemer, som ikke vedligeholdes, giver travlhed hos Lyngholm i Hvidovre.
Den 50-årige Jan Ritzau fra Brøndby Strand og Kristian Staberg på 53 fra Hvidovre er i juni tiltrådt i Lyngholm TV-Inspektion, som blandt andet laver TV-inspektion af kloaksystemer, rørlagte vandløb og bronzestatuer.

De skal i de første tre måneder af deres ansættelse køre med en certificeret TV-operatør. Herefter skal de deltage i og bestå et kursus hos Danske TV-inspektionsfirmaers Kontrolordning (DTVK) for at blive certificeret TV-operatør.

- Det er vigtigt, at alle vores ansatte får bevis på, at de har bestået certificeringsordningen. Det er nemlig kundernes bevis på, at vi udfører TV-inspektion af høj kvalitet, at vi udnytter den teknologiske udvikling optimalt og leverer troværdige TV-rapporter af kloaksystemerne, siger Carsten Theill Laursen, der er afdelingsleder og autoriseret kloakmester i Lyngholm.

Han forklarer, at alle Lyngholms TV-operatører er underlagt fast månedlig kontrol af DTVK.

TV-inspektion af kloakken gør det muligt at se alle huller i kloakledninger, hvor fx rotter har gravet hul, inden for en radius af fem centimeter. Det selvkørende kamera kan nå 120 meter ud og registrere skader og brud på vandledninger.

Fra sport og security til kloak

Jan Ritzau kommer senest fra en stilling i Københavns Lufthavn, hvor han har arbejdet ni år i Security. Det er derfor en helt ny verden, han er trådt ind i.

- Det er lidt af et karriereskift, siger han.

- Jeg har i lang tid haft lyst til at arbejde ude i det fri, bruge mine hænder og prøve noget anderledes. Jeg starter fra nul, da jeg ikke har erfaring med kloaksystemer. Jeg bidrager til gengæld med god service og ro, siger Jan Ritzau, der allerede efter én måned har opdaget helt nye muskelgrupper, han ikke vidste fandtes.

Jan Ritzau bor i Brøndby Strand og har tidligere været holdleder for Superliga-truppen i Brøndby IF fra 1996 til 2007. I sin fritid ser han fodbold fra tilskuerbænken, hvor Brøndby IF stadig er favoritten.

Jan Ritzau er også med i den fredelige motorcykelklub MC Sneglene. En gang om året samler de penge ind for Foreningen Cancerramte Børn. Det sker i år den 27. august, hvor de også giver de kræftramte børn og deres familier en sjov oplevelse med en køretur på motorcyklen fra klubhuset i Rødovre til Dyrehavsbakken. Sidste år samlede MC Sneglene 37.000 kr. ind til børnene.

Gammel kending vender hjem

Det er tredje gang, at Kristian Staberg vender tilbage til Lyngholm. Faktisk har han tidligere arbejdet i virksomheden i sammenlagt 14 år. Her har han været i Lyngholm Kloak-Service, hvor han har kørt slamsuger.

- Jeg kender alt til kloakker, så jeg glæder mig til lære TV-inspektionsudstyret at kende, der er nyt for mig, siger han.

- Det bliver sjovt at lave tegninger over kloaksystemer og foretage TV-rapporter og lære en anden del af kloakarbejdet at kende, da det har mange facetter.

I de perioder, hvor Kristian Staberg ikke har arbejdet hos Lyngholm, har han været eksportchauffør og kørt i hele Europa.

Kristian Staberg er oprindelig uddannet maskinarbejder. Til daglig bor han i Hvidovre, hvor han også spiller oldboys fodbold i Hvidovre IF.

Fem nye i Kloak-Renovering

Lyngholm har også ansat fem nye rørlæggere i Lyngholm Kloak-Renovering.

Opgaverne spænder vidt og indebærer bl.a. etablering og renovering af kloaksystemer, punktrenoveringer, rotte- og miljøsager, højvandslukkere, etablering eller nedlægning af udskillere og tanke samt belægninger.

Anders Kristensen, René Köditz, Kristina Kristensen, Martin Pedersen og Morten Meyer bliver alle ansvarlige for de pladser, de er ude på, og skal også stå for kvalitetssikring og vedligehold af maskiner.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095