23948sdkhjf

Her er Karup Lufthavns nye navn

Efter mere end 16.000 forslag, to konkurrencer og mange meninger har Karup Lufthavn valgt et nyt navn, som skal bidrage til at skabe vækst og udvikling
16.000 forslag, to konkurrencer og mange meninger. Det var, hvad Karup Lufthavn måtte igennem for at finde sit nye navn.

Der var tre gode navne i finalen - Midtjysk Lufthavn, Midtjyllands Lufthavn og Central Jutland Airport. Siden den 20. september har forslagene været sendt ud i en afstemning på hjemmesiden ukendtlufthavn.dk. Det har mange tusinder benyttet sig af, og her var der næsten dødt løb mellem Midtjyllands Lufthavn og Midtjysk Lufthavn, oplyser lufthavnen.

Det var en enig arbejdsgruppe, som mandag endeligt besluttede, hvad lufthavnen skulle hedde.

- Det har bestemt ikke været nemt. Med så mange meninger og følelser på spil, var det ikke et valg, vi kunne træffe hurtigt. Men med navnet Midtjyllands Lufthavn, syntes jeg, at vi opfylder vores mål og mission for fremtiden for lufthavnen, siger lufthavnsdirektør Frans Bjørn-Thygesen.

Ukendt destination gav problemer
Det var en analyse af lufthavnens situation og muligheder, der udløste tanken om at give lufthavnen et nyt navn. Det har tidligere været forsøgt, blandt andet i perioden hvor Norwegian fløj ruten. Her havde man oplevet samme udfordring: Man skulle ikke langt fra Karup, før destinationen blev ukendt. Det giver færre tilrejsende, fordi de ganske enkelt ikke ved, hvor Karup Lufthavn er.

- Vi bakker fuldt op omkring valget af det nye navn. Det vil placere lufthavnen geografisk, som jo har været en af de udfordringer, vi også har oplevet, når ruten bliver markedsført. Meget tyder på, at bestyrelsen og ejerkommunerne har truffet en rigtig beslutning. Der er nu så meget vækst i passagerantallet, at vi har indsat flere afgange fra uge 44, så jeg er meget optimistisk for den kommende periode, udtaler Jesper Rungholm, CEO i DAT.

Der bliver udtrukket tre heldige vindere af afstemningen. Hvem der løber med hovedpræmien, en uges ferie for to personer med Apollo til Kreta, kan endnu ikke offentliggøres, men lufthaven venter at kunne løfte sløret i starten af næste uge.


Ville gerne beholde gammelt navn
Igennem hele forløbet, som startede i august, har der været en del debat omkring navneskiftet. Mange ville gerne bevare det gamle navn. Det kan formand for bestyrelsen for lufthavnen, og borgmester i Holstebro, H.C. Østerby godt forstå:

- Lufthavnen har heddet det samme i så mange år, og derfor naturligt forbundet med følelser – ikke mindst for de lokale. Men nu var tiden moden til at slå en streg i sandet og en gang for alle få placeret vores glimrende lufthavn på landkortet. Og med det nye navn er jeg helt sikker på, at det vil bidrage til at kendskabsgraden vokser – især uden for Midtjylland. Det er i mine øjne rettidig udvikling. Hvilket netop er det, vi er kendt for i det midtjyske.

Nu venter en periode, hvor Midtjyllands Lufthavns skal transformeres til det nye navn. Der er fuld gang i en række forbedringer, der skal komme både erhvervslivet og privatrejsende til gode. Den officielle dåb af Midtjyllands Lufthavn forventes at blive en gang i starten af det nye år.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063